Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

LOVSPEOGET. 337 lange Perioder, som slynge sig gennem Kommaer og Semikoloner, uden nogen Sinde at naa til et Punktum, der kunde give én Lov til at standse, minde med deres Kæde af sammenhægtede Sætninger om den Kæde, som i sin Tid de afdøde Molboer dannede, da de vilde trække Træet ned til Vandet, for at det kunde drikke. Den ene klyngede sig med sine Hænder til den andens Fødder, indtil den hele Kæde glippede og gik i Vandet, akkurat som det hele glipper for én, naar man følger de lange Kæder af Sætninger og, idet man er naaet til Enden, ikke længer kan huske, hvad det var, man begyndte med. Naar det er det almindelige Dommersprog her i Landet — og jeg tror, enhver maa indrømme, at saaledes er i alt Fald Reglen —, saa skulde Henstillingen gaa ud paa, at Domstolene søgte at komme bort fra, hvad der maaske anses for en paaskønnelsesværdig juridisk Specialitet. Tilbøjeligheden til at sammenpresse i de snævrest mulige Rammer saa mange Ord og Tanker som muligt, og at tilegne sig en Udtryksmaade, der stemmer mere med almindelig dannede Menneskers Maade at forme deres Tanker paa Mand og Mand imellem. I gamle Dage satte som bekendt Lægerne Pris paa at tale saadan, at intet almindeligt Menneske kunde forstaa dem; de flettede derfor latinske Ord ind i deres Talesprog og følte sig som en Slags Frimurere i Folket. Nu er største Delen heraf falden bort blandt Lægerne, blandt andet vel ogsaa, fordi de i deres daglige Virksomhed færdes saa meget ude i Befolkningen og omgaas baade høje og lave. Men i vor juridiske Verden hersker der endnu en vis Fagstolthed, der sætter en Ære i at tale anderledes end alle andre Mennesker. „Dommerdansk“ er for Tiden lige saa slemt, forekommer det mig, som „Doktorlatin“ var i gamle H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger I. 22