Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

340 LOVSPROGET. til et. Lethed og Bevægelighed ere ikke de Dyder, der udmærke dette Sprog. Ved Siden af Stivheden og Bredden tror jeg, man maa sige, at Dunkelhed er den tredje Egenskab,' hvoraf vort Lovsprog er præget. Der er for det første et Ord, jeg gerne vilde forvise af Lovene, fordi det i Love netop kun virker ved sin Dunkelhed; men det findes atter og atter. Det er Ordet „bør“. Saavidt jeg skønner, er Ordet „bør“ Udtrykket for en moralsk og ikke for en juridisk Forpligtelse, men Love give kun Befaling om, hvad man under Lovens Straf skal gøre eller undlade og det, hvad enten man føler sig moralsk forpligtet dertil eller ikke. „Bør“ taler til den enkelte, Loven taler til alle. Er Ordet „bør“ i en Lov en Henstilling til ens personlig moralske Følelse, eller giver det, hvad Love pleje at give, en Tvangsordre, man ’ har at lyde? — Men der er vidtløftigere Dunkelheder. Naar der nævnes i en Lov: „særlige Forhold, saa-som de den enkelte som Familieforsørger paa Grund af Gæld eller andet lignende paahvilende Byrder“, saa er det uklart, hvad der menes. Menes der særlige Forhold, som f. Eks., at en Mand maa gøre Gæld for at forsørge sin Familie, eller menes der, at en Mand paa Grund af gammel Gæld ikke kan forsørge sin Familie? Det kunde i alt Fald være klarere sagt. Naar der et Sted staar: „Tolden svares i saa Fald efter den Værdi, som udfindes ved saadan Taksationsforretning, ved hvilken Vareindføreren bliver at tilkalde“, saa menes der ikke „en saadan Forretning, ved hvilken Vareindføreren tilkaldes“, men der menes „en saadan (som i det foregaaende nævnt) Forretning, og ved denne tilkaldes Vareindføreren“. Der staar et andet Sted: „Forhyringsagenten er pligtig til at skaffe Oplysning om det hyresøgende Mandskabs Berettigelse til at paatage