Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

GAMLE SANDHEDER. 351 ere ikke Erfaringer, man som Barn har godt af; enten gør man uvilkaarlig det samme, som man har set de andre gøre, og tænker ikke paa, at det overhovedet kan være anderledes, eller ogsaa staar man kuet og ulykkelig ved al den Raahed og Bundløshed, man er omgivet af, eller bliver bitter og dømmende i en Alder, hvor man endnu er umoden til at dømme andre; mange Menneskers Lykke er forspildt for hele Livet ved det Tryk, deres Sind i Barndommen har faaet. Det hjælper lidet, at en Opdrager præker og formaner; hvis hans Liv ikke stemmer med hans Lærdomme, saa bygge disse ikke saa meget op, som hans Eksempel bryder ned. Derfor maa det være sund og ren Luft, Barnet indaander i Hjemmet. Og dér bære Forældrene nærmest Ansvaret, - hvor Forældrene da ere saadan stillede, at de kunne have et Hjem og være Forældre for deres Børn. I Skolen er det Læreren, der har Ansvaret, og dog staa Forældrene ikke helt udenfor. Der har jo engang været Tider, hvor de ældres Eksempel var den eneste Skole, hvori Ungdommen gik. Men efterhaanden som Livet lagde mere og mere Beslag paa hver Mand, og flere og flere Kundskaber opsamledes hos dem, der gik i Spidsen for Oplysning og Videnskab, saa fulgte det af sig selv, at Forældrene ikke længer magtede at være deres .Børns Lærere. Arbejdet maatte deles og Læreren overtage sin Rolle og forberede sig til at spille den paa rette Maade. Gennem Kundskaben og dens Tilegnelse at opdrage den unge Slægt, det blev da Skolens Opgave. Men Forældrene maa føle, at al Opdragelse i Skolen falder magtesløs til Jorden, naar den ikke finder Genlyd i Hjemmet. Om der i Skolen arbejdedes med Kæmpekræfter, saa vil det gaa den, som det efter Sagnet gik Kæmpen Antæos: Naar han ikke med sine