Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

oo K) GAMLE SANDHEDER. Fødder stod fast'paa den hjemlige, moderlige Jords Grund, men løftedes op fra den, saa sank hans Kræfter sammen og han mægtede intet. Det var i gamle Dage saadan, at Læreren og Skoledrengene var ligesom hinandens fødte Fjender; Læreren med sit Ris og sin Ferie følte sig som en krigsførende Stormagt, der skulde knække sine Modstanderes onde Planer, og Drengene følte sig som de listige Krybskytter, der skulde lægge sig i Baghold overalt, hvor der kunde være Udsigt til at komme Vildtet paa Skudvidde og drille Skovfogden. Derfor haglede det ned med Prygl fra den ene Side og med Gavtyvestreger fra den anden Side. I vore Dage ere de tidligere Fjender komne paa Fredsfod med hinanden og have begyndt at slutte Forbund for i Fællesskab at naa til Skolens Maal. Men her maa Forældrene ogsaa være med og se det naturlige i at opfatte deres Barns Lærer som deres egen bedste Ven og Medhjælper. Som Læreren skal respektere Forældrene, maa Forældrene respektere Læreren og lære Barnet at respektere ham. Et uforsigtigt Ord, en ubetænksom Dom kan gøre ubodelig Skade. Og Forældrene maa arbejde paa at kunne gaa ind paa de Interesser, Skolen vækker hos Barnet. Det nye, som det lærer i Skolen, virker paa det friske Barnesind tit lige saa oplivende som en Opfindelse eller Opdagelse paa de voksne; naar Barnet da kommer hjem, glad opfyldt af den indvundne Kundskab, maaske lidt stolt af sin Viden, maa de voksne kunne sætte sig, ind i dets Glæde og forstaa, at hvad der for dem maaske er noget smaat, for Barnet er noget stort. Et overlegent Smil, en haanlig Irettesættelse, en vrip-pen Afvisning vil kunne tage Lysten og Iveren fra Barnet og krænke det i dets mest berettigede Følelser. Tanker som disse ere jo hundrede og atter hundrede