Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

378 LÆRERUDDANNELSE. heder: det naturlige Anlæg maa udvikles, man maa ikke bygge for stærkt paa Troen til, at „den, som Gud giver et Embede, giver han ogsaa Forstand“, eller at den, som har Begavelsen fra Naturens Haand, ikke skulde behøve mere. Den maa øves og ledes, begrænses og beskæres paa rette Maade, for at ikke de naturlige Evner og med dem Undervisningen skal komme ind paa fejlagtige Veje. Derfor tror jeg, det er nødvendigt, at man i sin Fordannelse solidt og alsidigt vejledes til at være Lærer ogsaa i den Henseende, og at det ikke kan hjælpe, hvad jeg husker, Rektoren ved en af vore lærde Skoler en Gang sagde til Bevis for, at al saadan Uddannelse var overflødig: vi behøvede jo kunat tænke paa, hvorledes vore Lærere havde undervist os, da vi gik i Skole. Jeg tror ikke, man altid just skal stole paa, at de havde fundet det rette. Vi leve endnu mangensteds under den Slendrian, som Undervisningen i vore Skoler i metodisk Henseende Menneskealdre igennem har været befængt med, og som falder grelt i Øjnene, naar man ser, hvorledes man i andre Lande, ogsaa i vore Nabolande, ufortrødent arbejder paa metodisk at lægge det Stof til rette for Barnealderen, som Skolen skal meddele. Derfor mener jeg, at den metodiske Uddannelse maa spille en Rolle, ikke blot, som der før blev sagt, naar der er Tale om de mindste Børns, men ved al Undervisning. Ved en saadan Uddannelse, der selvfølgelig maa have baade praktisk og teoretisk Form, er vistnok en blot og bar privat Anstalt noget vanskelig stedt. Det kunde da maaske stille sig saaledes — uagtet jeg paa ingen Maade i Øjeblikket mener at kunne besvare Spørgsmaalet fuldt ud —, at man sagde: Lad den Lærer- eller Lærerindeuddannelse, som saa dygtig har ud-