Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

388 STUDENTEB OG- ARBEJDERE. andet Omraade og sige: den Begunstigelse, for hvilken Studenterne har været Genstand, forpligter. Har de forholdsvis let modtaget, hvad mange maaske sukker efter og kun gennem Kamp og Møje langsomt kan arbejde sig hen til, har de ogsaa en Forpligtelse til ikke at afslutte sig som en Kaste, ikke at føle sig som dem. der har faaet Skatten for gerrig at ruge over den, men aabne Haanden og efter de, hos nogle maaske smaa, hos andre maaske større Kræfter, der staar til deres Raadighed, at øse ud, hvor der er nogen mindre begunstiget, der vil tage imod. Det er vort Udgangspunkt. Da Tanken om at træde i nærmere Forhold til Arbejderne blev udkastet blandt Studenterne og straks greben med stor Entusiasme, følte man imidlertid, at man vel skulde vogte sig for at slaa større Brød op, end man var i Stand til at bage. Man maatte sige til sig selv: „Hvad er i Grunden vi Studenter, som her vil gøre et Skridt udadtil? Ikke andet end en Kreds af yngre Mennesker uden Indflydelse — for de enkeltes Vedkommende uden fremtrædende Betydning. Vi maa vogte os for at overvurdere vore Evner, gaa til Værks med den størst mulige Beskedenhed, forstaa, at selv om vi anspænder alle vore Kræfter og sætter alt ind, er det kun uendelig lidet, vi er i Stand til at føre igennem, i Forhold til de store Krav, Samfundet stiller til sine Borgere.“ Man trøstede sig paa den anden Side med den Tanke, at det netop er gennem mange smaa Kræfter, de store Resultater vindes. Det kan ikke hjælpe at lægge Hænderne i Skødet ved Tanken om, at man ikke kan udrette alt, hvad der forlanges. Vil ingen begynde med det smaa, er der aldrig nogen, der naar til det store. En af vore Digtere — en af dem, der ikke hører til i allerførste Række, -- har skrevet