Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

STUDENTER OG AKBEJDERE. 391 faringer efterhaanden begynder at forstaa sine Evners Rækkevidde. Hvad der saaledes gælder om den enkelte i en Periode af hans Liv, kan gælde om et helt Folk eller hele Lag af Befolkningen. Klarhed over deres Trang vinder de ikke alle paa staaende Fod, og det vilde ogsaa være unaturligt, om de gjorde det. Først naar der 6i en Stræben i Gang efter at Trangen for Alvor kan fyldestgøres, arbejder ogsaa Klarheden sig lidt eftei lidt frem. Naar vi nu i Aften og i Morgen Aften holder Møde, skulde derved ogsaa opnaas, at hver enkelt, der var tilstede med Interesse for Sagen, - og jeg gaar ud fra, at de, der møder, netop er med, fordi de føler, at Sagen har en Fremtidsspire i sig, som det er værd at frede om - sagde til sig selv: „Hvad vilde du gøre, hvis det var dig, det gjaldt, hvis du skulde have Del i en Undervisning som den, der her tilbydes, hvad vilde du pege paa som dit Ønske?“ Kunde den enkelte ikke blive enig med sig selv derom, kunde han vende sig til højre og venstre, tale med dem, i hvis Nærhed han stod, og ved indbyrdes Raadslagning efterhaanden naa til Vished. Den Betydning skulde det bl. a. have, at vi har grebet til det lidt iøjnefaldende og maaske lidt pralende Middel at sammenkalde to store Møder foi at sættø en lille Ting i Verden, om hvilken vi selv maa udtrykke os med saa smaa Ord som muligt. Med Hensyn til den foreløbige Plan er vi gaaede ud fra en dobbelt Tankegang. Idet vi har søgt saa godt som muligt at sætte os ind i de Menneskers Tanker, til hvem vi skulde tale, har vi sagt til os selv: „Det, der ønskes, maa øjensynlig for det første være en Kundskab, der faar sin Anvendelse i det praktiske Liv, knytter sig til de Opgaver, hver i sin Stilling kom-