Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

STUDENTER OG ARBEJDERE. 397 om, — lad os se, hvorledes vor Samtale bedst kan falde, saa vi tvangløst føres fra det ene Punkt til det andet. Kom nu altsaa med et eller andet Problem, De vil have klaret, med en eller anden Gaade, De vil have løst, saa vil vi — ved at tale jævnt derom — se at naa et Udbytte.“ Og en lignende Samtaleform vil vistnok være at foretrække ogsaa for Sundhedslærens Vedkommende. Hver enkelt Elev skal jo arbejde selv med de Tanker, der opstaar hos ham, og maa have Lejlighed til at fremstille de Krav, det er ham om at gøre at faa tilfredsstillede; men i øvrigt falder det af sig selv, at først Livet og Virkeligheden — ikke en paa Forhaand fastslaaet Plan — kan sætte det endelige Stempel paa Fremgangsmaden ved Undervisningen. Naar De nu vil spørge: „Hvad skal der nu i det hele taget opnaas ved den Virksomhed, Talen her drejer sig om?“ saa vil jeg sige: Vi kan dele det Udbytte, der kan ventes, i to Slags. For det første vil den enkelte have et Udbytte. Den større Kundskabsmasse, han gennem Undervisningen vil kunne indhøste, vil være en forøget Kapital, med hvilken han kan virke i Livet, og den vil tillige styrke ham derved, at han gennem Tilegnelsen af disse Kundskaber har erhvervet sig en større Evne, end han før har halt, til paa egen Haand at arbejde sig videre. Og læg vel Mærke dertil; det er i Virkeligheden en Hovedside ved al Tilegnelse af Kundskab. Kundskaben i sig selv kan være god nok, men fuldt saa gode ere de Kræfter, man ved at lære føler vokse frem hos sig, og som sætter én i Stand til at stille sig nye Maal og naa dem. Men dernæst vil Udbyttet være et Udbytte for det hele Samfund. Det kan jo ikke nægtes, at Nutidens Samfund er gennemfuret af dybe Kløfter, over hvilke det ofte kan