Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

LATINENS OG GHÆSKENS STILLING. tg vidt de noget usikre historiske Efterretninger kunne byde én Kundskab derom, som om Græsken har haft saa fremragende en Talsmand som den italienske Pædagog Vittorino da Feltre - den Skolemand, som giver det 15de Aar hundredes pædagogiske Interesse dens humanistiske Form —, saafremt nemlig virkelig den klassiske Undervisning i hans Læreanstalter er bleven grundlagt paa Græsken; og i de efterfølgende Aarhundreder hører man af og til den samme Stemme lyde. Der er Hollænderen Hemsterhuys fra Slutningen af det 17de og Begyndelsen af det 18de Aarhundrede; ogsaa ban taler det græske Sprogs Sag, men man kunde mod ham ganske vist indvende, at han ikke var nogen uhildet Dommer, men Part i Sagen, fordi han selv hørte til Grundlæggerne af det fornyede Studium af Græsk; hans Discipel Ruhnken, Kants Ven, optager hans Tanke og kæmper ligesom han for en Ombytning af de klassiske Sprog. Blandt egentlige Skolemænd er der i forrige Aarhundrede Tyskeren Gedicke, den filantropiske Pædagog Campes Ven, altsaa staaende i Forbindelse med en Retning, som bekæmpede den klassiske Undervisning. Gedicke holder paa den, men giver Græsken Forrangen. Og endelig breder denne Tanke sig i vore Dage over et større Felt, det er ikke længer en enkelt Stemme, der taler herom, men mangestemmige Kor, hele pædagogiske Skoler, som ikke alene i Teorien have optaget Forslaget, men ogsaa i Praksis have søgt at gennemføre det. I Tyskland er det Filosofien Herbart, Pædagogen blandt dets Tænkere, der har staaet i Spidsen for denne Tankes Virkeliggørelse, og skaffet den Udbredelse rundt omkring. Mænd som Dissen og Thiersch søgte allerede i Herbarts levende Live at gøre Propaganda for den og tilvejebringe de fornødne pæda-