Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

422 VORT POLITISKE LIV. fuldere hans Post er, tøjler strængt enhver personlig Anfægtelse, der kunde lede ham bort fra den rette Vej, føler, hvor tungt et Ansvar han bærer for hvert Skridt, han gør, og hvor langt større Vægt Hensynet til den store Sag har end Hensynet til den enkeltes lille Person. Og jo betydeligere han er, desto mere vil han forstaa, at ethvert betydeligt Menneske har sit øjeblik til at sætte sin fulde Kraft ind og være den, der bærer Situationen. Enhver Politiker maa, idet han regner med de virkelige Forhold, have Taalmodighed til at vente, indtil hans Tid er kommen, men ogsaa staa beredt til at gribe Øjeblikket og være den rette Mand paa den rette Plads. Ellers sejler Udviklingen ham forbi, og han, der kunde have sat sig et blivende Minde i sit Lands Historie, skydes ud og kastes i Ovnen. Og saa maa han for det tredje forstaa, naar hans Tid er omme, og forstaa at vige, før han bliver en Hindring for Fremskridtet. Og det samme gælder et politisk Parti. Det maa forstaa at vente, men det maa ogsaa forstaa at handle, naar Ventetiden har løbet Linen ud. I en Udvikling som vor er det naturligt, at Oppositionen i lange Tider har staaet som den skarpe Kritik over den Regering, den ikke kan arbejde sammen med, men ogsaa Kritikkens Tid maa engang være omme og dens praktiske-Konsekvenser drages. Naar det er blevet klart, afgørende klart, at ingen Overenskomst er mulig, og at alt gaar i Staa, hvis den kroniske Svækkelse ikke kan komme til at b'ryde ud i en akut Tilstand, saa er Øjeblikket der, hvor den Kritik, der Skridt for Skridt har mindsket Omraadet for Indrømmelserne, maa føre over i det faste Nej, her kan ikke længer forhandles, her maa Spørgsmaalet stilles uden Omsvøb til Regeringen: