Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

LATINENS OG GKÆSKENS STILLING. 31 kert, at Juristen ikke kan undvære en vis Indsigt i Latinen, at Medicineren vil støttes i sit Studium derved, at Filologen naturligvis og nødvendigvis maa have den til Ledsager gennem sit Studium, saa er det endnu ikke nogen afgørende Grund for Bevarelsen deraf i den lærde Skole, fordi denne jo ikke gaar ud paa at danne Medicinere, Jurister eller Filologer, men paa at frembringe dannede Mennesker. De, for hvem et saadant Sprog er nødvendigt for deres Fags Skyld, maa henvises til den Fagdannelse, de ved Universitetet senere kunne opnaa.“ Altsaa: Tanken om Skolens Selvstændighed, om en Afslutning af den indenfor dens egne Grænser — uden naturligvis at lukke Udsigten til, hvad Livet videre vil bringe denne Tanke er Udgangspunktet, og naar det næste Skridt saa kommer, og man skal udkaste en Skoleplan paa dette Grundlag, saa er det, man ser sig om i Livet og siger til sig selv: „Hvor finder jeg det Æmne eller de Æmner, i hvilke den fyldigste Dannelse kan opnaas, dem, som kunne tilegnes saaledes, at de kunne blive Kød og Blod i et levende Menneske?“ Først og sidst tilbyder Menneskelivet i hele sin historiske Udfoldelse sig som et saadant Æmne. Hver enkelt Discipel skal, efterhaanden som han modnes, lære at se sig i Spejl i den hele Menneskeslægts Udvikling og derved sættes i Stand til saa omfattende som muligt at forstaa den paa det Punkt, hvortil den er naaet i hans Tid. Historisk maa altsaa den ene Side af al højere og al lavere Undervisning være. Men naar Menneskelivets Historie bliver et Hovedæmne for al Dannelse, saa bliver der igen et dobbelt Synspunkt, fra hvilket det historiske Liv maa opfattes. Enhver