Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

LATINENS OG GRÆSKENS STILLING. 37 og frugtbareste Høst. Det er ikke nok at kunne sige til Forsvar for Latinen, naar den angribes: „Paa de og de Punkter har Latinen en Betydning“; vi maa tilføje: „Godt, det gaa vi ind paa, men lad os se, om ikke en endnu større og mere dybtgaaende Indflydelse maaske lod sig paavise, om vi satte Latinen paa en anden Plads i Undervisningen.“ Den, som bekæmper Latinen, gør det altsaa ikke absolut, han frakender den ikke Muligheden af at øve en gavnlig Indflydelse paa den menneskelige Aands Udvikling, men han siger blot: „Denne Indflydelse er forholdsvis ensidig, den kan ikke saaledes vende og dreje Mulden i- en Menneskesjæl, at der skyder frugtbare Spirer op deraf; den kan maaske give Færdighed i at behandle et Stof; men var det ikke at foretrække, hvis Undervisningen paa én Gang kunde give Færdigheden og Stoffet, der skulde behandles, paa én Gang kunde udforme Menneskesjælen til et brugeligt Kar, der kunde opbevare Aandens Vin, og paa samme Tid gyde denne Vin deri og lade den gære og begejstre?“ Det er en saadan Sammenligning, der maa være afgørende for Dommen om de klassiske Sprogs indbyrdes Betydning. Og hvis man saa tilmed mener ad andre Veje at kunne naa til den samme Udvikling i formel og grammatisk Henseende som gennem Latinen, saa vil man til Forsvar for dens Bevarelse ved Meddelelsen af almindelig Dannelse i Øjeblikket kun kunne anføre, at Latinen er det historiske Sprog, det Sprog, der gennem Aarhundreder har været et Hovedudtryk for Menneskers Tanker og Følelser, og derfor har vævet en Islæt af Sprogstof ind i de forskellige Sprog, saaledes at man for at forstaa disses Enkeltheder ogsaa maa have et Indblik i Latinen. Dette gælder naturligvis især om de