Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

38 LATINENS OG GRÆSKENS STILLING. romanske Sprog, og i et romansk Land vil ■ man fra det Synspunkt kunne fremsætte vægtigere Beviser for Nødvendigheden af Latinens Herredømme ved Undervisningen end i et ikke romansk Land; man vil dér kunne sige: „Den er nødvendig, fordi den er Grundlaget for vort eget Modersmaal, fordi vi i den møde den oprindelige, ældgamle Skikkelse, af hvilken Modersmaalet Skridt for Skridt har udviklet sig“ — den samme Tanke, som har ført til Optagelsen af Oldnordisk i vore Skoler. Men et saadant naturligt Hensyn til Latinen foreligger jo ikke for vort Vedkommende. Efter hvilken Maale-stok er det altsaa man maaske kunde ønske, at den dannede havde Kundskab til Latin ? Det er til Latinen, ikke som den kunstig organiserede Sprogbygning, ikke som det Middel, der særlig skulde udvikle de formelle Evner, eftersom man i de nyere Tider er i fuld Gang med at søge disse Evner udviklede gennem andre Sprog og ad andre Veje og i Virkeligheden slet ikke grundlægger Undervisningen i Grammatik paa Latinen, men ved den latinske Grammatikundervisning kun udmønter de grammatiske Grundforestillinger, som tidligere ere meddelte. Hvad der skulde tilegnes, var derimod Latinen som et Indbegreb af Sprogstof, Latinen som det Malm, hvoraf en stor Del af de nyere Sprogs enkelte Udtryk ere udprægede; man kunde have Gavn af at se Latinen drage forbi én saaledes, at man i det hele kunde følge med uden just at dvæle ved de finere grammatiske Særmærker, men lærte Sproget, omtrent som man lærer f. Eks. Engelsk i den lærde Skole: for Sprogstoffets Skyld, for Ordstammernes Skyld, som dog i Hovedsagen er det, der er opbevaret i de nyere Sprog, med andre Ord saaledes, at man nedsatte Latinen til en Birolle, i