Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

latinens og græskens stilling. 41 alle Sanser modtagelig aabne sig for Indtrykkene og Livet spejler sig som farvede, anskuelige Billeder i Bevidstheden; hans Følelse har Barnets kraftige, naive Ligefremhed, modsat Vergil, som er en litterært dannet Digter med en noget holdningsløs, ikke særlig sund Sentimentalitet. Herodot er den vidtberejste, paa Selvsyn rige, jævne og troskyldige Fortæller, der samler sine Fortællingers Kærne i et stort religiøst Princip og lader dem munde ud i Skildringen af den store Kamp mellem Frihed og Ufrihed; Livius søger med sin Retorik en Plads i Litteraturen som Fremstillingskunstner. Politiske Talere høre vel i intet Tilfælde hjemme hos Barndommen, Cicero saa lidt som Demostenes; men naar i Ungdommen Følelsen for Samfundslivet er vakt, mon man saa ikke maa foretrække en Taler som Demostenes, der i glødende Kærlighed til Frihed og Fædreland tyr til Kendsgerningernes mandige, prunkløse Veltalenhed, fremfor en Advokat, som Cicero, for hvem Ordene tit kun ere til for deres egen Skyld? Det følger af sig selv, at meget af den græske Litteratur falder udenfor Skolens Opgave; men det er jo godt, at den ikke udtømmei Rigdommen, men giver Fremtiden noget med paa Vejen. Spørgsmaalet er, om der ikke, selv naar det tilbøl lige Udvalg er gjort, bliver mere tilbage, end den romeiske Litteratur kan byde. For Horatses Skyld alene, hvis Poesi med al dens bon sens dog ikke flyver højt, ei det næppe værd at bibeholde Latinens Overherredømme, og at bevare dette som Støtte for Undervisningen i Fransk er dog maaske at gaa for grundig til Værks. Ethvert Undervisningsfag maa desuden have sit Maal væsentligst i sig selv for at kunne forsvare sin Plads. Med en tidligere Taler er jeg enig i, at den lid vil komme, da det direkte Studium af Latin og Græsk