Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

 LATINENS OG GRÆSKENS STILLING. maa udskilles fra Skolen, men jeg tror ikke, Betingelserne endnu er tilstede. Det kommer jo nemlig an paa ikke med det samme at bortkaste hele det Bidrag til Menneskeaandens Uddannelse, som navnlig Grækenland kan yde, og for at det ikke skal ske, maa det græske Aandsliv,s Efterladenskaber først bearbejdes i Former, hvorigennem dets Kvintessens kan blive Nutidens Ungdomsdannelse ti] Del. Hos en tredje Taler, der mente, at vi for at lette den modnere Alders Syslen med videnskabeligt Arbejde skulde lade Græsken fare, men holde paa Latinen, ser jeg det svage Punkt deri, at han ikke vil have Skolens Virksomhed samlet væsentlig om dens pædagogiske Opgave. Det kan ikke noksom betones, at den almindelige Skoles Formaal ikke er at frembringe Videnskabsmænd, hverken Historikere, Geografer eller Zoologei, men at bruge alle disse Videnskabers Kundskabsstof i den almenmenneskelige Opdragelses Tjeneste. De sproglige Kundskaber, som Fagstudierne kræve af deres Dyrkere, kan Skolen derfor ikke paatage sig at meddele, hvis det kommer i Strid med dens egentlige Opgave, og dette gælder netop, naar man som nu gør Latinen til den højere Skoles Hovedfag; alle de mange Bihensyn, der kunne anføres til Forsvar for den, kunne aldrig bhve til et Hovedhensyn. Den Kontinuitet, som er bleven paaberaabt til Støtte for Latinen, er næppe nogen indre væsentlig Kontinuitet; den sande Kontinuitet, den, som ikke blot er en død Gentagelse af en overleveret Form, kræver, at man for at fastholde de samme blivende Formaal lader Midlerne veksle, og selve den Kontinuitet, der her er Tale om, er i Virkeligheden mere græsk end romersk. Da Renæssancetiden genfødte Oldtidens Tankegang, var det græsk Livslyst og