Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

4-CC EN TVEDELING AF DEN LÆRDE SKOLE. Øren, alt hvad det tænker, tænker det med sin Hjærne. Selve Genstandene, det iagttager, erkender det jo kun, for saa vidt det føler, at visse Egenskaber ved dem paavirke dets Organer paa en bestemt Maade. I Tingenes Farve bliver det sig strængt taget kun en Ejendommelighed ved sit Øje bevidst (Farven er jo slet ikke til udenfor Øjet), i Lyden lærer det sit Øres Væsen at kende, i Tænkningens Resultater sin aandelige Bygnings. Ud over sig selv naar ingen; sin egen Natur kan man lige saa lidt springe fra som fra sin Skygge. Saaledes bliver al Kundskab egentlig kun et Middel til at orientere Mennesket i dets eget Væsen. Det gravér dybere og dybere ned i sig selv, finder et stadig mere omfattende Indhold i sig, efter som dets Kundskab strækker sig videre og lægger hidtil ukendte Livsegne under sit Scepter. Summen af alt, hvad Mennesker vide, vilde være det klareste og mest tilforladelige Billede af, hvad menneskelig Erkendelse. er. Paa det barnlige Udviklingstrin træder denne Grund-beskaffenhed ved Erkendelsen synligst frem. Senere ser det tit ud, som om Mennesket var langt borte fra sig selv, helt inde i en ikke-menneskelig Granskningens Verden, hvor Tingene selv traadte frem af deres Skjul og den naaede Sandhed ikke længer var afhængig af den menneskelige Opfattelses Egenheder. Hos Barnet bliver det Liv, der fylder det selv, ganske uvilkaarlig Maalestokken for alt Liv uden om det. Hvad der er dets egne Drivfjedre til Bevægelse og Handling, bliver i dets Øjne ogsaa de virksomme Magter i alt, hvad det ser foregaa; den hele brogede Tingenes Verden forvandler sig til et Rige af bevidste og villende Væsner, som den barnlige Indbildningskraft hurtig gør til levende, farverige Skikkelser. Det er Historiens mytedannende