Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

EN TVEDELING AF DEN LÆRDE SKOLE. 49 Periode, der gentager sig i det enkelte Menneske. Hvad den tidligste Undervisning saa vælger for Stof, saa kastes der af Barnefantasien et menneskeligt Skær hen derover, der fører det ind i „Æventyrets Land“. Planter og Dyr blive lige saa vel Mennesker som de Drenge og Piger, der lære om dem. Den lille Idas Blomster danse og lege som den lille Ida selv, Storkeungerne harmes og forarges, som vare de selve Drengene, der spotte dem. „Hvad tror du, Moder bestiller nu i Himlen?“ sagde en lille Pige. „Tror du ikke, hun synger de smukke Sange, hun sang for mig, for de døde smaa Børn, som ikke har deres Moder deroppe'?“ — Og det er godt, at det er saa; denne levende Følelse af Slægtskab er Betingelsen for, at Barnet med den rette Sympati kan give sig hen til den Verden, det lever i.' Men det gaar her som i Slægtens Historie. Myterne pege ubevidst paa det endelige Maal, og naar Barnet uvilkaarlig tilegner sig alt og støber det om i sine Former, saa er det i Virkeligheden det samme, der er Menneskelivets Maal i dets højeste Udvikling: at optage den hele Tilværelse i sig for at lægge alt til rette for sit personlige Brug, forvandle det alt til Led og Dele af sit eget Væsen. Altsaa: Mennesket begynder ud fra sig selv og arbejder sig igennem sig selv hen til sig selv; alt, hvad der udenfra bydes det, faar kun noget Værd for det, naar det er i Stand til at modtage det og bearbejde det i sig. Det menneskelige bliver saaledes ikke blot Dannelsens Maal, men dens Vej. Kun til det er et Menneske i Stand til at forholde sig direkte forstaaende. Kun der kan det være sikkert paa, at det, idet det ser sig selv i Spejl deri, tillige trænger ind i sin Genstands Væsen. Der er derfor ogsaa gaaet lange Tider hen, inden man har opdaget H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger I.