Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

EN TVEDELING AF DEN LÆRDE SKOLE. 51 til at flytte Genstanden for Skildringen hen i en anskuelig Nærhed, føre langsomt Disciplen til det først ubevidste, senere mer og mer bevidste Indtryk, der maaske mere end noget andet udtømmer Menneskelivets Væsen: at det har en Historie, en sammenhængende Udvikling til stadig sejrrigere aandeligt Herredømme over Livet trods al Op- og Nedgang. Om det historiske maa Skolen derfor koncentrere sig. Men det historiske træder frem i dobbelt Skikkelse. Snart er det Eftertiden, der har indsamlet det historiske Stof, sigtet det og ordnet det og sat sit Stempel der-paa, og Historien træder da op igennem Fortællerens Beretning om de svundne Tider. Snart er det Tiden selv, der skriver sin Historie i de Mindesmærker, den efterlader, mest vidtrækkende i sin Litteratur, hvorigennem man føres ind i Aandslivets Værksted og ser Tanker og Følelser ai'bejde med at udhamre Livsformerne. Kan det ikke være andet end at man ved den historiske Beretning kommer til at se med andres Øjne, fordi Historien er elastisk nok til altid at bøje sig og føje sig efter den, der skriver den, saa lærer man gennem Litteraturen selv at gaa til Kilden og smage dens Vand. Stiller den historiske Beretning én udenfor Begivenhederne og giver én det færdige og afsluttede, saa træder man gennem Litteraturen ind i - Udviklingens Bølgegang, i dens dramatiske Spænding, rykkes for en Tid bort fra sit eget Stade og bliver en af dem, der havs levet, saa man ligesom paa første Haand gennemlever og -føler de forsvundne Tilstande. Historie og Litteratur blive derfor den humane Dannelses Hovedpiller. Men begge maa de optræde paa en saadan Maade, at det væsentlige ikke trænges til Side af det uvæsentlige. Historien mister sin Betydning 4*