ForsideBøgerPædagogiske Tids- Og Stri… : Pædagogiske Strejflys

Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

Forfatter: H. Trier

År: 1882

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 443

UDK: 37 IB

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 466 Forrige Næste
74 KVINDELIG UDDANNELSE. der ikke maa underkendes. Uddannet til en Kunst, i hvilken aandrige Kvinder gav Tonen an, blev jo f. Eks. i Frankrig Konversationen, i den første Halvdel af-det 17de Aarhundrede, den Rod, af hvilken en klassisk Litteratur skød op, der „begyndte med Brevet, som er en skreven Konversation, og fuldendtes i den franske Tragedie, som er en Heltekonversation“. Og det religiøse Liv, vi skildrede i dets ensidige Karikatur, faar fra Virkelighedens Standpunkt til Opgave at være den samlende Livsmagt, der som en indre Ild sætter det menneskelige Livsmaskineri i Bevægelse og bringer hvert Hjul og hvert Drev til at virke paa sin rette Plads og med sin rette Kraft i h el e det udviklede Menneskelivs Tjeneste. Manglen i den traditionelle Uddannelse af Kvinden og hendes Forhold i Virkeligheden ligger nu for det første i, at Menneskeslægten som den stoi'e historiske Kæde af Liv og Virksomhed let bliver et tomt Ord for hende og skjules for hende af Slægten i snævrere Forstand, den Familie, i hvilken hun er et Led og et Midtpunkt. Hun faar ikke Øjet op for, hvad det vil sige, at Liv er Sammenhæng og Udvikling og den enkelte Slægt, fra denne Side set, kun en Bro, over hvilken Fortid og Fremtid række hinanden Haanden; og dog er det jo saa, at hver Slægt og hvert Menneske lægger ikke blot sit Arbejde, men sig selv med alle sit "Væsens Egenskaber hen som det Grundlag, hvorpaa kommende Slægter skulle bygge, eller rettere, som den grødesvangre Jordbund, hvorigennem de skulle skyde op. Det givne og gældende bliver hende derfor let til den evige uforanderlige Sandhed, i hvilken alt Liv er udtømt; at ogsaa det har haft en historisk Oprindelse, staar for hendes Bevidsthed som i en fjærn Taage, og det dialektiske Blik for Begrænsningen, for Sandheden i