Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

82 KVINDELIG UDDANNELSE. Sofa sad en forhenværende Student, nu ansat et eller andet Sted i Postvæsnet. Han saa ud til at være hvad man kalder „ein bemoostes Haupt“, over hvis Tanker der var groet Mos, maaske endog Skimmel. Han sad tilsyneladende treven og udeltagende, indtil han omsider blev tøet op. Vi vare naaede til det Øjeblik, hvor ved ethvert Studentergilde den fraværende Kvinde hyldes, og det var ham, der følte sig kaldet til at udbringe hendes Skaal. Han skød Mosset og Skimlen og Trevenheden af sig, og med Glasset i Haanden gav han i en kort Di tyrambe en Udsigt over Kvindens Historie og samlede sin Tale om disse tre Punkter: I Oldtiden var hun slafvinna, i Middelalderen guclinna, nu skulde hun være våninna. Det er Kvindens Forhold til Manden, han i disse Slagord vilde male; lad os et øjeblik fastholde den historiske Sandhed, de tre Betegnelser rumme i sig. I sin „Medeia“ skildrer Euripides den Stilling, der i selve den græske Oldtids Blomstringsaarhun-drede lænkebandt de ateniensiske Hustruer til et Fængselsliv i Husets Indre, et Skyggeliv uden aandelig Dannelse, uden Delagtighed i Mandens Interesser eller anden Opgave end, som Demostenes sagde, at „føde Manden lovlige Børn“ og være ham „en tro Bevogterske i Huset“. „Af alle Verdens Skabninger med Liv og Aand - er dog den arme Kvinde den usaligste“, udbryder Medeia. — „Først hun for store Skatte købe maa sin Mand — og hvad der end er meget værre, denne Mand — er ogsaa Herren, hvem hun slavisk lyde maa; — og det er farligt Vovespil, om han er brav — hvad eller ond; Skilsmisse kaldes jo en Plet — for Kvinden, og forskyde Manden kan hun ej. — Til nye Forhold, nye Skikke gaar hun ind, — og ejer hun ej Spaadomskraft, da kan hun ej — i Forvejen ane, hvad