Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

KVINDELIG UDDANNELSE. 83 Slags Ægtemand hun faar. — Har hun nu Kraft at bære slige Kaar med Taal, — er Manden blid og Aaget let, Held hende da, - hvis ej, da er hun bedre faren ved at dø. -Saa tit en Mand af husligt Bryderi er ked, - saa gaar han ud af Huset og forvinder snart - sin Kedsomhed i Venners eller Frænders Kreds; -men kun til én vi Stakler vende maa vort Blik". (Wilsters Overs.). I den katolske Middelalders Ridderverden var det anderledes. I Madonnadyrkelsen løftedes Kvinden op til selve Guddommen, til sine Tider skyggende baade for Faderen og Sønnen. „Du Datter af din Søn, o Jomfrumoder“, beder den hellige Bernhard i Dantes „Paradis“ (33. S.), - „ydmyg og herlig over alt paa Jorde, — evig udvalgte Maal for Frelsens Goder! — Ved dig blev ædlet, som det times burde, — den jordiske Natur saa skønt hist neden, - at Skaberen selv sig til sin Skabning gjorde. — Udi dit Skød gentændtes Kærligheden ... - For os du er, i Salighedens Rige, — den Ømheds Middagssol, der Lys os bringer, — hist er du Haabets Væld for dødelige. — Saa stor du er, at den, hvis Bønraab klinger — om Naade vel, men ej til dig sig vender, — hans Attraa flyve vil foruden Vinger ... — I dig er Miskundhed, i dig er Naade, -i dig 'Højmodighed, i dig forenes — alt godt, hvorover Skabningen kan raade“ (Molbechs Overs.). Ved en Afglans af denne Tilbedelse blev ogsaa den jordiske Kvinde en Gudinde, til hvis Tjeneste Ridderen knælende indviede sig, og under hvis mindste Vink han „frygtsom“ og „bedende“ bøjede sig, i Sydfrankrig f. Eks. nøje følgende det Elskovens Ceremoniel, som Trubadurtidens Kærlighedsshoffei’ foreskrev. I Don Quixottes æventyrlige Sværmeri for sin Dulcinea se vi den. parodierende Dom over denne Uvirkelighedskultus, i Nutidens 6’