J. F. Willumsen

forbi, er malede uden Detailler og med Linjens og Farvens „choc“, f. Eks. er de blaa og sorte Stoffer i deres Klædninger malede med deres Lokalfarver uden at tage Hensyn til den Nuanceren, som der kunde I et stort Maleri, betitlet „Montagnes-russes“ (Tavle V) (I. Chr. T. Levinsens Samling), kaster han Handsken til Friluftsmaleriet og Naturefterligningen. Maleriet gen- giver en Scene fra en bekendt Kokottepromenade i opdages, hvis Konerne stod stille mod den sam- me Baggrund. “ /-cxjø.yø Willumsen har fundet en ny Teknik, en egen deko- rativ Stil. Nu har den unge Ørn faaet tilstræk- kelig Luft underVingerne og føler sig stærk nok til at optage Kampen mod den gamle Kunst. Alle- rede omkring 1880 havde han ved et Par Billeder, et Interiør fra en Slagter- butik og en Fremstilling af Samson og Dalila, væ- ret ude for Kritik, /'cKøø Efter Læreaarene i Paris gaar det op for ham, at den Kamp, til hvilken han tidligere har gjort Tilløb, nu maa begynde for Alvor. 1890 To Bretagne Koner skilles efter en Passiar _zø 98x92 Paris, et Mødested for Herrer og letlevende Da- mer. I Udstillingskatalo- get forklarer Maleren Me- ningen med sit Billede: „Montagnes-russes“. En bekendt Kokotteprome- nade i Paris. Billedet fo- restiller ikke nogen ma- let Imitation af Etablis- sementet, som man ser ind gennem det Hul, Ram- men danner. Billedet er selv, selve Montagnes- russes, d. v. s. det er ma- let i den samme Aand, som er ejendommelig for Etablissementet, idet Bil- ledet fremtræder i en malerisk Form, der er ligesaa glanende og fla- nende, og Lærredet er F7A Jeg gjorde, ganske rigtigt, Gauguins Bekendtskab, og jeg smigrer mig tillige med, at det var ham, som søgte mig. Han havde set mig sidde paa Gaden i Pont-Aven og male Bretagnekoner, som han havde syntes godt om. Han boede paa den Tid i Pouldu, et Par Mils Vej derfra. Jeg fandt ikke, at Gauguins Væsen var eksentrisk, og det var først flere Aar senere at jeg hørte, at han havde været Vinagent, Børsmægler og Sømand. Jeg erindrer heller ikke, at han nogensinde forsøgte paa at faa mig til at male ligesom han, og Devisen: „Hvis min højre Haand o. s. v.“ har jeg ikke hørt ham nævne en eneste Gang. Paa mig havde den heller ikke haft nogen Virkning. Jeg havde før den Tid dannet mig min egen Contre- Routine Teori og praktiseret den. Den lød paa, at man burde stille sig saa store Opgaver, at den Skole — eller Teknik — man havde inde, ikke slog til. Thi det gjaldt om at komme til at staa naiv overfor Opgaven, der- ved vilde Billedet faa en primitiv og naiv Karakter. Det var i saadanne Raderinger, som den „Spadserende Dame“, „Aborreparken“ og i „Valgdagen“, at jeg bedst havde formaaet at realisere denne Teori. Det, Gauguin lærte mig, var mere praktisk end kunstnerisk. Saaledes lærte han mig at præparere mine egne indsugende Lærreder. Jeg havde tidligere maattet købe dem hos Farvehandleren til en skammelig Pris, for de var nemlig fornylig, ved 1887, bleven bragt paa Markedet. Desuden lærte han mig at fortynde Farven med Petroleum, et Stof, jeg tidligere havde betragtet som en Gift for den fine Oliefarve. sø Jeg holder paa, at den franske Paavirkning jeg modtog, at regne allerede fra min første Udenlandsrejse i 1888, var mere general end special, og at jeg lærte lige saa meget af selve Livet, af Lyset og af den lyse Atmosfære i Paris og Spanien, som af Kunstnerne. Det var mit Gennembrud som skete, og som, mærkeligt nok, faldt samtidigt med nogle faa franske Kunstneres. Det viste sig senere, at vi vilde det samme. Jeg fik, ved at lære den franske Kunst at kende, og ved tillige at se paa anden Kunst ogsaa, at det, det gjaldt om, var at være 15