J. F. Willumsen

<K14 3 Kaldet Udkastet findes i Atelieret og Filosof. Det var omkring hans Billeder paa Ud- i København. Den bestaar af en paa et Fodstykke staaende grotesk Figur, Dirigenten, nærmest lignende en Gryde paa Fødder, hvor Overdelen udgøres af stillingerne, man samledes i Harme eller Spot, og det var i hans Skind, Kritiken slog sine Klør. Hans Ar- bejder betegnedes med Udtryk som: bølleagtig, raa, et Hoved med kolossale Øren. Henimod dette Væ- sen skrider et Hyldnings- tog af 6 spillende og syn- gende Musikanter. De har enten Hovederne eller Kroppene unaturligt ud- viklede, medens Benene og Fødderne er løjerligt smaa. Der har vi Violinisten og Luthspilleren, Hornblæse- ren, Bassangeren med sit Dobbelthoved samt Trom- meslageren med sit Instru- ment, som har antaget Formen af et fantastisk Øre, og til allersidst Helte- tenoren med Træben og Haanden paa Hjertet og Blikket rettet mod Stjer- nerne. /cM/cks' /'cxrø >ø Rundt om i Evropa var Begyndelsen af Halvfem- serne en Uroens og Kam- pens Tid i Kunsten. De unge, Syntetikerne, Sym- bolisterne, eller hvad de nu kaldtes, rykkede paa 1890 Kokotte paa Jagt 100x60 brutale eller ufattelig naive. Nu da mere end et kvart Aarhundrede skiller os fra denne Strids mest pinlige Optrin, kan det have sin Interesse igen en Gang at drøfte Spørgsmaalet om de gamle og nye Idealer, om hvilken Kampen stod, og se om vi ikke under den lange og rige Udvikling siden den Gang har gjort Erfaringer, som har givet os et klarere Syn, et me- re objektivt Omdømme i Spørgsmaalet om den Wil- lumsenske Revolte. Saadan som Kunsten blev drevet ved de officielle Kunstanstalter i Evropa omkring 1880 var Natura- lismen fastslaaet som et Dogme. I den stolte Be- vidsthed, at hele den tæn- kende Verden ved denne Trylleformel var under- givet Kunstens suveræne Magt, bekymrede den sig alle Fronter frem mod de gamle Magthavere, Sko- lerne, Akademikerne og Udstilling s jury er ne. Det var den Gang, da Særudstillingerne opstod i de nordiske Lande, da de finske Kunstneres Udstillinger begyndte, da Munch grundede den norske Se- cession, da „Svenska Konstnärsför- bundet1 stiftedes. I Danmark drog de unge bort fra Charlottenborg, og den første „Frie Udstilling« blev til i Aaret 1891. Blandt alle de udmærkede Kunstnere, som sluttede sig til de frie Udstilleres Gruppe, var Willumsen ube- tinget den mest udtalte Venstremand, de nye Idealers mest uforfærdede Forkæmper. I de Uddrag af Kata- loget, som vi ovenfor har meddelt, har vi lært ham at kende som den unge Kunsts Eksperimentator, Tolk 14 3 Kaldet „groteske Musikanter«. altfor lidt om det, som er oven til, det, som Fantasien og Følelsen kræver. Den havde ikke tilstrækkelig For- staaelse af den Angst og utilfredsstillede Sjæletrang, som sukkede og stønnede i Samtidens Litteratur og uimodstaaelig ogsaa søgte at skabe sig et Udtryk i den bildende Kunst. Udstillingsjuryerne kasserede systema- tisk alt, hvad der hældede til den nye Retning, og Kritiken og Publikum haanede det som Vanvid og Idioti. Havde ikke Oppositionen aabent er- klæret Krig, var al denne Længsel efter noget nyt og bedre forblevet uden Beskyttelse eller Støtte, Man kan indvende, at Willumsen skød over Maalet, at hans Værker ikke var de rette Forbilleder for Kun- sten, som den burde være, og at han i sin senere 19