Skibsmaskinlære

2 massen er Kulstof; Ilt og Brint findes kun i ringe Mængde i Kul, men da der ved Brints Forbrænding udvikles en betydelig Varmemængde, spiller dens Nærværelse desuagtet en Rolle. Hovedbestanddelene i Asken (ashes) er de uforbrændelige Dele, som falder gennem Eisten; de ufor- brændelige Dele, som smelter sammen paa Risten, danner Slaggen (slag) eller Klinkerne (clinker); de bestaar af Ler, Sand, Skifer ni. m. Af fast Brændsel benyttes Brænde, Tørv og Kul. Der er tre Hoved- arter af Kul: Brunkul, fede Kul og magre Kul. Brænde (wood). Dettes Værdi som Brændsel afhænger af den Fugtig- heds- og Askemængde, det indeholder. Da dets Varmeevne (heating power) er lav og dets Pris høj, benyttes det til Søs kun til at skaffe Ild i Kullene, hvortil det paa Grund af sit lave Antændelsespunkt (§ 5) særlig egner sig. Udsættes Træ i Kulmiler (meiler) for en ufuldstændig Forbrænding med begrænset Lufttilgang, faas Trækul (charcoal), der har større Værdi som Brændsel end almindeligt Brænde. Tørv (peat) bestaar væsentligst af Plantedele fra Mosarter, Hede- og Sumpplanter, der, udsatte for Fugtighed og Tryk, i Tidens Løb er bievne omdannede til en sortbrun Masse, hvis Værdi som Brændsel er omtrent det halve af Kuls. Tørvens store Askemængde skyldes jordagtige Be- standdele. Kul (coal) skyldes den Vegetation, som for Aartusinder tilbage dækkede Landene. Den er i Tidens Løb bleven dækket af Ler- og Sandlag, som ved sit Tryk har hindret de udviklede brændbare Gasarter, Grubegassen (firedamp), i helt at undslippe og har givet Kullene den kompakte Form, hvorunder vi finder dem i Kulminerne (colliery). Naar Kullene kommer op af Gruben (pit), harpes de (screen); Sten og de mindre gode Kul, d. v. s. de, som danner Ydersiden af Lagene, skilles ud, og Smuldet køres til Formkulfabrikkerne (se nedenfor) eller benyttes som Brændsel i Grubeværkets Kedler. Brunkul (lignite, brown coal) er fattige paa Kulstof, besidder ringe Værdi som Brændsel og benyttes derfor kun sjældent. Fede Kul (bituminous coal) indeholder en stor Mængde faste, beg- agtige Forbindelser af Kulstof og Brint; naar Kullene opvarmes, bliver de bløde, svulmer op, og luftformige Kulbrinter, Gasarterne (gases), forlader Kullene. Disse Kul benyttes hyppigst i Handelsflaadens Dampskibe; som Eksempel skal nævnes Newcastle-Kul (North country coal), der har et mat, sort Udseende, et kløvet Brud og brænder med en stærkt lysende, sodende Flamme. Da Forbrændingen sjældent er fuldkommen under Gasarternes Uddrivning, udsender disse Kul en tæt, sort Røg og samler megen Sod. Er Kullene udpræget fede, bager de sammen (cake) paa Risten.