Skibsmaskinlære

— 286 — foregaa langsomt, fordi Kulstykkerne er omgivne af stillestaaende Luft, der, som bekendt, er en daarlig Varmeleder. Kan den for den fortsatte Virksomhed nødvendige Luftmængde trænge ind til Massen, vil den høje •Varmegrad uddrive Kullenes brændbare Gasarter, Kullenes Antændelses- punkt naas, og Betingelserne for en Antændelse af Kulladningen er nu til Stede. Er Kullene smaa og tæt sammenstuvede, kan det imidlertid ske, at den ved Kullenes Forbrænding udviklede Kulsyre, der, som bekendt, er en kvælende Luftart, ikke kan undslippe; den vil kunne udvikles i en saadan Mængde, at Ilden i de brændende Kul slukkes. Dette forklarer Tilstedeværelsen af de Hulrum, indeholdende Aske og Cinders, som ofte findes inden i Kulladninger. 442. Selvantændelse fremskyndes ved Svovlkis (pyrites) i Kullene. Svovlkis findes i Kul under forskellige Former, snart som et mørkt Pulver, snart i tynde, guldlignende Lag eller som store Aarer. I findelt Tilstand iltes Svovlkis hurtigt i fugtig Luft, Svovlsyrling dannes, og Svovl frigøres. Kuls Antændelsespunkt kan sættes til 450°; da Svovlets An- tændelsespunkt er 250°, kan Nærværelsen af frit Svovl virke til en Sænk- ning af Antændelsespunktet. Svovlet spiller altsaa i Kullene samme Rolle som i Krudt, hvor det skal give et lavt Antændelsespunkt og forøge Forbrændingshastigheden. Desuden bidrager Svovl i Kul til at forøge den kemiske Virksomhed, idet Svovlkisen svulmer op under Iltningen og derved søger at splintre Kullene i Smaastykker, saaledes at friske Overflader udsættes for Luftens Paavirkning. 443. Forhold, hvorunder der er særlig Tilbøjelighed til Selvantændelse i Kidladninger, er følgende: 1) Tilbøjelighed til Selvantændelse tiltager med Størrelsen af Skibets Tonnage. Dette har sin Grund dels i den Omstændighed, at jo større Ladningen er, des større, slet varmeledende Masser vil der være mellem det Sted, hvor Antændelsen har fundet Sted, og den ydre Luft, som virker til Afkøling, dels i den forøgede Sønderbrydning af Kullene under Ladningen og den deraf følgende større, friske Kuloverflade, som udsættes for Luftens Paavirkning. Kul sønderbrydes vel en Del undervejs mellem Kulgruben og Udskibningsstedet, men det er dog særligt under Faldet fra Udskibningsstedets Tragte (spout) til Kulskibets Lastrum, at. Kullene brydes til Smaakul og Støv, dels ved at falde fra den store Højde, dels ved at skulle optage Stødet af de efterfølgende Kul. Navnlig ved Lugerne vil der være opsamlet en tæt Masse Smaakul, Lugekullene, hvorfor Selv- antændelse i Reglen begynder paa dette Sted. Jo større Skibets Tonnage og derfor Ladningen er, des højere vil Faldet fra Tragten til Ladnings- rummet være, og des større vil, som anført, Tilbøjeligheden til Selv-