Skibsmaskinlære

Forfatter: Aage Rasmussen

År: 1917

Forlag: G. E. C. Gads Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: Fjerde Udgave

Sider: 319

UDK: 621.12 gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 398 Forrige Næste
— 34 — foregaar Brændslets Forbrænding, medens den anden Side er i Berøring med Kedelvandet. Den Overflade af Inderskallen, hvorigennem Varmen overføres til Kedelvandet, kaldes Hedefladen. Ildrummet bestaar af Ildstedet, hvor Brændslet hviler paa Risten, og hvor den egentlige Forbrænding foregaar, Forbrændingskamret, hvor de fra Brændslet afgivne Gasarter yderligere blandes med Luft og forbrænder, samt Kedelrørene, hvor Gasarterne afgiver Varme gennem Rørenes Vægge til Kedelvandet, som omgiver Rørene. Fra disse strømmer de ved For- brændingen dannede Forbindelser tillige med de ikke brændte Gasarter og Kuldele, hvilke under eet benævnes Røggassen (funnel gases) eller Røgen (smoke), gennem Røgkamret og Optrækket til Skorstenen. Ildstedet deles af Ristens Ristestænger i to Rum; i det øverste, Fyret, foregaar Forbrændingen, under Risten er Äskegraven; gennem denne til- føres der Brændslet — ved Trækken — den til dets Forbrænding nød- vendige Luftmængde. Den Del af Kedelrummet, hvor Fyringen og Kedlernes øvrige Pas- ning foregaar, kaldes Fyrpladsen (stokehold). 61. Forbrænding. Forbrændingsprocessen med Kul som Brændsel. Som anført i § 1 gaar under Forbrændingen Kulstoffet og Brinten i Kullene i Forbindelse med Luftens Ilt under Udvikling af Varme. Tænker man sig Risten dækket af et Lag glødende Kul, og der paafyres friske Ku], bliver disse opvarmede og Kullenes flygtige Bestand- dele (volatile ingredients) uddrevne; disse bestaar af Kulbrinteforbindelser, Tjærearter og Vanddamp. Da Kulbrinterne forekommer i fast Form i Kullene, medgaar der en betydelig Varme til at gøre dem luftformige. Under Kullenes Opvarmning, det i Kullene muligt tilstedeværende Vands Fordampning og under Gasarternes Uddrivning falder derfor Ildstedets Varmegrad; en tyk, gullig Røg stiger op fra Kullaget, men er Varmegraden lig eller højere end Gasarternes Antændelsespunkt, og er den fornødne Luftmængde til Stede, vil Røgen straks bryde ud i Flamme under Ud- vikling af Lys og Varme. Flammens (flame) lysende Evne skyldes de fine, glødende Kuldele, som udskilles af Gasarterne under Forbrændingen; jo flere Gasarter Kul- lene indeholder, des kraftigere er Flammen; fede Kai er derfor stærkt flammende. Gasarternes Blanding med Luft og deres Forbrænding foregaar dels i Ildstedet dels i Forbrændingskamret. Deres Brint vil først, sammen med Luftens Ilt, forbrænde til Vanddamp, og dernæst vil det udskilte Kulstof forbrænde, dersom Varmegraden er over dettes Antændelsespunkt. Er den fornødne Luftmængde ikke til ’Stede, vil Kulstoffet forbrænde til Kulilte, hvad der er forbundet med et stort Varmetab; er Lufttilførselen derimod tilstrækkelig, forbrænder Kulstoffet til Kulsyre.