Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

der er fin europæisk Kultur i Billedet af den danske Enkedronning. Der findes Portræter af ham, i hvilke Karakteren er ridset med strænge Linjer; der findes andre Portræter af ham, hvori den helt er forvisket under Strøgene af en fejende manjerert Pensel. Saa dukker der omsider op mellem disse og flere „Hofskildrere“, som kun arbejdede paa Bestilling, og som var Højhedernes og Naadernes ydmyge og underdanige Tjenere, en Kunstner af en helt anden og ulige ædlere Beskaffenhed. Det er ABILDGAARD. Han fødes midt i Rococotiden, endog to Aar før Juel, men han faar ikke det mindste af dennes el- ler Tidens lyse, lette Sind i Vuggegave. Til Gengæld heller ingen af dens Unoder. Der tilskikkedes med Abildgaard Danmark en af de Kunstens Alvorsmænd, der allevegne var ved at sætte Punktum for det attende Aar- hundreds Liv og Løjer. For ham var Kunsten alt andet: et uhyre omfattende Studium, hvis Grænser — om de overhovedet kunde øjnes — var beliggende langt inde paa de fjærneste af de historisk- filosofiske Videnskabers Enemærker. Han havde denne ædle Vildfarelse fælles med mange i sin Samtid, med Mengs f. Eks. og med Fiissli, med hvilken sidste han traf sam- men i Rom, og som vistnok blev hans nær- meste Forbilled. Knap hos nogen anden af de samtidige i denne underlige Malerslægt var dog Lærdommen et saa fremtrædende Element. Trods al deres Lærdom var baade Mengs og Fiissli mere Kunstnere end Lærde. Füssli’s Fantasi var f. Eks. virkelig første- haands, Abildgaards var det næppe. I de Værker i de gamle Mestres store Stil, hans Dannelsesfilisteris Dæmon forlangte af ham, er Fantasien ofte pinlig anstrængt. Det mær- kes paa dem, at hans store Syner snarere var et Produkt af sygelige Storhedsdrømme end af en naturlig virksom Indbildningskraft. Manglen paa saadan var naturligvisen virke- lig Mangel hos en Kunstner, der vendte denne Verden Ryggen for at lade sin Pensel følge sine Spekulationer. Men de Syner, han kon- struerede mere, end han modtog dem som Aabenbaringer, kan dog til Tider (mindre i „Filoktet“ end f. Eks. i „Homer“, „Sokrates“ eller „Ossian“) være af næsten betagende be- dragende Virkning. Værre var det i hvert Fald, at beskednere og dog maaske væsent- ligere Magter i Kunsten havde nægtet ham deres Tjeneste, at der fattedes ham den Ung- domsfriskhed, den Umiddelbarhed og det Hjærtelag, der meddeler Kunsten Livsvarme. Hans Kunst blev kold trods hans Besiddelse af en brændende Energi, som blussede i ham til hans Død. Naar han ikke destomindre bestandig hæv- der noget af den uhyre Autoritet, han i le- vende Live skabte sig, er det dog ingenlunde ufortjent. Han hævede Niveauetforvor Kunst, idet han hævede Niveauet for sin Menneske- skildring fra Rococoens Sving til en egen klas- sisk festlig Rytme. End ikke, hvor Manje- rismen i hans Tegning, de lange Proportioner i hans Figurer, er stærkest fremtrædende, for- nægter sig hans Stræben efter værdig Hold- ning i Menneskeskikkelsen, og skyldes end hans Figurstil væsentlig hans Manjerisme, var den i hvert Fald væsentlig ogsaa hans egen. Mindre personlig end i sin Tegning var han i sin Farve. Han havde, har man sagt, tilegnet sig de store Italieneres Kolorit, fornemlig Tizians. Han havde dog vistnok snarere stude- ret dem, der forud for ham selv havde troet at kunne forene samtlige de store Koloristers forskellige Fortrin paa en og samme Palet. Det er i hvert Fald ingen Venetianer, det er kun Poussin, han har naaet i det lille Billed af Anakreon, der koloristisk vel nok er hans fineste. I hans større Billeder er Koloriten sjældent saa fin, men ofte meget effektfuld. Abildgaard havde stor Sans for Farvens deko- rative Frastandsvirkning og i det hele et umis- kendeligt Anlæg som Dekoratør. I de store Billeder, han malede til Christiansborg, stod dog hans vise Maadehold i Koloriten i Mod- strid til hans Vildfarelser med Hensyn til det Kvantum af allegorisk Sindrighed, et Billed er i Stand til at bære. Alt i alt kan man vist- nok sige, at der er større Grund til at ære ham for overordentlig ædel Vilje end for over- ordentlig udmærkede Anlæg. Lige det modsatte er Tilfældet med JUEL. Han havde alt, hvad Naturen havde nægtet Abildgaard: Friskheden, Umiddelbarheden, Hjertelaget, det ægte medfødte Kunstnersind, det absolut og udelukkende professionelle Ta- lent og dertil en absolut professionel Kultur i Modsætningtil Abildgaards universellere, hvis 4