Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

mindre overfladisk. KJÆRSCHOUsomLand- skabsmaler, SCHLEISNER som Figurmaler ligeledes. Dermed har man naaet Bunden. LEHMANN, som var en ringe Portrætmaler, viste sig i hvert Fald i et Par Billeder af det københavnske Selskabsliv i Besiddelse af en egen, halvfransk, indtagende Ynde. Ogsaa i DAVID JACOBSENS Genrebilleder fra Paris kan der være et Stænk af fransk Gra- tie. N. F. ROHDE, hvis Specialitet var Vin- terlandskaber, førte en kærlig, i hvert Fald en sirlig Pensel. Virkelig Redelighed, dertil et betydeligt Talent og en i dansk Kunst ikke helt almindelig Sans for den dekorative Bil- ledvirkning var der hos BRENDSTRUP, hvem dog Rejselivet syntes at have hindret i et varigere og derfor intimere Forhold til en enkelt Plet paa Jorden. For en anden og noget ældre Landskabsmaler, BUNTZEN, var Gemyttets Tørhed og Mangel paa Varme en Hindring i samme Retning. Han var i sin Ungdomen Dukse-Natur, Nr. 1 som Tegner, dygtig og lærenem; men hans Dygtighed ytrede sig paa den fatale Maade, at han lærte sig Naturen udenad, navnlig Træerne, hvis Enkeltheder han i sine senere Billeder rems- ede op som en Lektie i Stedet for at studere dem fra nyt af. Altsaa virkelig et broget og yderst uensar- tet sammensat Selskab! Endda er det næppe stort mere end dets Halvdel, som her er flyg- tigt forestillet. Til denne Side hørte, foruden de allerede nævnte,WESTPH AEL,STORCK, RAADSIG, MOHR, SØDRING, FRIED- LÄNDER, UNNA, BALSGAARD, GUR- LITT, PLUM, KJELLERUP o. fl. Alle var de mer eller mindre europæisk paavirkede, d. v. s. paavirkede af tarvelig europæisk Gennemsnitskunst. Det var aldrig de store, geniale Foregangsmænd i de store Lande, som øvede Tiltrækningen paa disse Danske. Til at vælge de rette Forbilleder manglede der dem snart Gemyt, snart Dannelse. De malede ogsaa med et gemytløst og mindre end halv- dannet Publikum for Øje. De malede Billed- er for at gøre Billeder, ikke for at gøre Kunst. Høyen var ingen raffineret Smager; han elskede maaske Kunsten altfor højt i bor- gerlig Tillavning og Anretning. Men det er hans ufortabelige Ære, at have været nogen- lunde ene i Kritiken i mange Aar om at vrage denne Gruppe af Malere. Trods sin store Ensidighed, saa han rigtigt i det Store og Hele, hvilket ikke udelukkede, at han saa mindre rigtigt paa nogle faa og grumme galt paa en enkelt. Han havde f. Eks. ikke den rette Forstaaelse af (maaske heller ikke det behørige Kendskab til) Landskabsmaleren KJELDRUP, hvis Billeder kan være manje- rerte i Foredraget og uægte i Farverne, men i hvis Studier man til Tider møder en ypper- lig Billedvirkning og en virkelig aandrig Pen- sel. Og han manglede, hvad der synes Nu- tiden mere graverende, ganske Blikket for FRØLICH. Allerede af Naturen var denne Kunstner udrustet med Egenskaber, som ikke hørte til de almindelig danske, deriblandt et Sind, der var umaterielt og derfor havde let til at sværme, og hvis Sværmen ikke var en usik- ker Søgen, men en skyhøj Svæven, for hvis lykkelige Udgang man saa at sige aldrig be- høvede at frygte. Han havde næmlig virke- lig, som det er blevet sagt, en Vingehest og en, der over Skyerne fandt sin sikre Vej til den Sagnverden, hvorfra hans Sind fyldtes med Forestillinger. Det er let at forstaa, at denne misundelsesværdige Begavelse kunde føle sig stærk nok i sig selv, og at den kunde tro at kunne undvære Skole. Deraf fik Frø- lich i sin Ungdom ikke meget og aldrig nok. Han var ganske vist en kort Tid Elev af Eckersberg, men nogen Indflydelse fra denne lader sig ikke spore paa ham. Han var heller ikke mere end tyve Aar gammel, da han for- lod Danmark og slog sig ned i Tyskland, først i München, siden i Dresden. Slægtskab med sit romantiske Sind, med sin Hu til Sagn- tiden og Æventyrernes Verden, fandt han hos mange af de samtidige tyske Romantikere, hos Schnorr von Carolsfeld, hos Führich, hos Bendemann, hos Ludwig Richter. Det var Kunstnere af forskellig Art og forskellig Værd; men teknisk var deres Standpunkt noget nær det samme. Det var mere af Samtidens Litte- ratur end af den levende Natur, de var stemte romantiske. Det var Digtere, ikke Malere, knap nok Tegnere. Men de hjalp sig dilet- tantisk med visse Skønhedsformler, og de havde derigennem udviklet, hvad den 20- aarige Frølich manglede: en Form. Den lærte han af dem, — af Richter den første Form 171