Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

som han udstillede i 1863 viste ham desuden i Stigning mod Kunstens største Maal, og han skuffede ikke Forventningerne, thi Stig- ningen syntes stadig, idet „Jairi Datter“ frem- kom 1864 og „Prometheus“ Aaret efter. Aldrig har noget Billed paa nogen dansk Ud- stilling vakt en Opsigt som det sidste; midt i Danmarks Nederlag lignedes det med en Oprejsning for Nationen, at en saadan Stor- daad var gjort af en dansk Mand. Efter disse Historiebilleder med den stærke Pathos fulgte skæmtefulde Genrebilleder fra Italien, Be- gyndelsen af Billedrækken til Bedestolen paa Frederiksborg, en Del Portræter, nogle Skil- dringer af københavnske Typer og midt under alt dette, Billeder af Danmarkshistorien, Niels Ebbesen og Grev Geert, der dog ikke synes at have været en rigtig Træffer, hvor- imod Billedet af Christian II i Sønderborg Fængsel maaske i højere Grad end noget andet i Blochs Produktion gjorde hans Navn elsket og æret. Naturligvis havde den Kunstner, der i Lø- bet af en halv Snes Aar vakte saa meget Røre i Nationen, sjældne og ualmindelige Kræfter. Han havde ikke Marstrands overdaadigt sam- mensættende Kompositionsevne, men han havde en maaske nok saa betydelig Ævne, Ævnen for den enkle og sluttede Komposition, der gør et Billed uudsletteligt i Erindring- erne. Kompositioner som „Samson“, som „Prometheus“, som „Jairi Datter“ og Chri- stian II“ havde ikke ætset sig saa dybt i en hel Nations Bevidsthed, hvis de ikke havde været saa mægtigt koncentrerede i deresVæsen. Her- til kom, at Blochs Kolorit havde en Styrke og en Glans, hvis Lige ikke før var set i dansk Kunst. Her var ingen smaalig Sammenlap- ning af Farvestudier, malede efter Naturen; men Lys og Skygge var vilkaarligt fordelte med ypperligt Blik for Effekten. Her var i det hele en ualmindelig klarsynet Intelligens’ sikre Maalbevidsthed, et overlegent Verdens- syn paa Opgaverne. Her var endvidere med den umiskendeligste Tydelighed et friskt Væld af menneskelige Følelser; navnlig var en dyb menneskelig Medfølelse umiskende- lig skænket den, der saa gribende tolkede Ulykken. Og desuden: over hvilket Register af Følelser raadede ikke den, der med sine komiske Billeder ikke mindre godt forstod at skaffe Godtfolk en hjærtelig Latter, end han med sine tragiske Billeder forstod at røre dem. I Sandhed: Fænomenet var blændende. Atter og atter blev det sagt, og atter og atter hørte Bloch det siges. Det er tilgiveligt, om han holdt af at høre det, tilgiveligt ogsäa, om han ikke indsaa Farerne ved Aar ud, Aar ind at skulle glimre som Fænomen for saa letblændet et Publikum som Datidens danske. Fra Brugen af stærke Midler er der ikke langt til Misbrugen af dem. Og Bloch forfaldt dertil. Med stærke, stundom anilinagtig krasse Farver, med altfor skarpe Modsætninger mel- lem Skygge og Lys og en overdreven An- vendelse af Glanslys opnaaede han, der dog elskede Verdens største Farve-Symfoniker og ogsaa lejlighedsvis — navnlig som Rade- rer — har forsøgt sig i de Rembrandtske Virkninger, grove Effekter, hvorover Godt- folk jublede, men som svier i følsommere Øjne. Endnu mærkeligere var det dog, at denne Mand, om hvis ædle Sind, om hvis udviklede Humanisme, om hvis dybe For- staaelse af Kunstens Væsen og Betydning alle Vidnesbyrd er samstemmende, — endnu mærkeligere var det, at denne Mand, der stod højt over Mængden, kunde imødekomme Mængdens paatrængende Krav paa at komme i Forhold til Kunsten ved en Haandsrækning eller Henvendelse fra den. I saa Henseende blev Bloch med Aarene mindre og mindre reserveret. Hvad man i Kunsten helst vil nøjes med at ane for selv at kunne gøre Brug af sin Forstand eller Fantasi, det fik man alt- for ofte raabt ind i sine Øren af hans Billed- er. Det var hans Ulykke, at han saa tidlig fik hele Publikum til Publikum. Han skulde raabe den op, denne Forsamling af Døve. Deraf hans Brug af stærke og langt fra altid fine Midler. Han lagde sig i sine senere Aar efter Land- skabskunsten og dyrkede den med et ydmygt Sind og delvis derfor med større Held end det, der da stod ham bi paa andre Omraader. Hans første Landskaber, ligesom hans første Raderinger, fører en uøvet Tale, der gaar gan- ske anderledes til Hjærtetend den altfor øvede i hans officielle Billeder fra de samme Aar. Der mangler ganske vist ikke i hans historiske Tableauer — de to paa Universitetet og det