Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

ene paa Frederiksborg — Træk, som vidner om hans store kunstneriske Snille. Der fattes heller ikke hans Portræter Vidnesbyrd om hans klare Intelligens. Der savnes heller ikke i hans Altertavler og i de senere af hans Bil- leder til Bedestolen Enkeltheder, som peger paa ufordærvede Sider af hans Følelse. Men alle skæmmes de mere eller mindre i andre Enkeltheder af den Mangel paa Smag, baade malerisk og menneskelig, der med Aarene tiltog hos Bloch, og hvorom de allertristeste Vidnesbyrd er hans sidste komiske Genre- billeder. Men trods alle hans Skavanker: hvem kunde ønske, at han ikke havde været og virket her i Landet? Hvem vilde undvære sine ufor- glemmelige Ungdomsindtryk af „Christian II“, af „Samson“, af „Jairi Datter“? Hvem kan udslette sine Ungdomsindtryk af disse Billed- er og se dem nøgternt kritisk? Endnu er ikke de komne, som kan det. Men at man mange Aar efter Carl Blochs Død endnu ikke føler sig paa tilstrækkelig Afstand af ham til helt at kunne overskue hans Skikkelse, det er dog vistnok et Tegn paa noget virkelig stort ved Skikkelsen. Rigtignok holder vore Dages Tyskere af at sammenligne hans Arbejder med et Par af deres egne faldne Storheders: hans historiske med Piloty’s, hans religiøse med Gustav Richter’s. Men næppe nogen af disse Sammenligninger træffer Sandheden i dens Centrum. Da Bloch var bedst, var han bedre end baade Piloty og Richter. Derimod strejfer Sammenligningen for saa vidt des- værre Sandheden, som de Punkter, paa hvilke Smagen svigtede Bloch, er saa mange, at de giver ham nok saa mange Berøringspunkter med den ofte mindre smagfulde tyske Kunst som med den oftere mere smagfulde danske. Hvad man end vil mene om hans Smag: meget dansk var den ikke. — Dansk var rigtignok heller ikke OLRIK’s Smag, skønt den var betydelig sikrere end Blochs. Olrik var en Eklektiker, som først under Paavirkning af Couture i Paris, senere under Paavirkning af den italienske Højrenaissances Mestre, lærte sig en vis akademisk udadelig, men derfor lidet personlig Form. Han malede i sin Ungdom det slebent og galant behand- lede Billed, „Bruden pyntes“, der bruser mere af Atlask end af Ungdom. Senere blev han det gode Selskabs elskværdige og kor- rekte Portrætmaler og gjorde sluttelig med Opbud af al sin Flid, Energi og Dannelse den ligesaa korrekte og meget dygtige store Altertavle med en Fremstilling af Bjærg- prædikenen til Matthæuskirken i København, løvrigt ofrede han sin Smagfuldhed, d. v. s. sin Indsigt i Stilarter, paa mindre, dekora- tive Arbejder af mange Slags, men bedst paa saadanne, hvor han ikke havde Brug for Farv- er. Thi han, der som Maler havde nogen Styrke i det plastiske, var yderst svag i det maleriske. Deri hævede han sig sjældent over det pæne og pyntelige. Og Foredrag med Penslen var ham noget ganske fremmed. Af et vidt forskelligt Stof var en ung Kunst- ner, der i Slutningen af Tredserne vakte nogen Opmærksomhed og formodentlig vilde have vakt en meget større, hvis ikke Bloch netop den Gang havde fordunklet selv de bedste. Hans tidlige Død bragte ham imidler- tid tidligt halvt i Glemsel; men efter nylig at være fremdragen af Halvglemthedens Mørke, lyser hans Navn til Gengæld for mange med en friskere Glans end mangt et Navn, der var mere berømt, Carl Blochs næppe undtaget. Det var ganske vist ikke stort mere end Løft- er, L. A. SCHOU fik givet, men alene dette, at disse Løfter var større og ubesindigere end dansk Kunstnerungdom plejer at aflægge dem, gør ham egnet til at opfattes som den, der uomtvisteligere end de fleste herhjemme var født og forudbestemt til Maler. Kunstnerblod- et var en Slægtsarv hos ham, og Kunstner- natur var han helt ud i Fingerspidserne og dybt ind i Forstand og Hjærte. Ilter, nervøs, lidenskabelig, som han var, var han fremmed for det lidenskabsløse danske. Udanske er allerede hans første Portræter af en Række unge Kvinder med raceagtig Rejsning og med en sydlandsk Sødme i Udtrykket. En mondænt-chevaleresque Betragtning, synlig dikteret af et ikke-dansk romantisk Sværmeri for Kvinden, adskiller dem i Stil og Hold- ning fra alle andre danske Portræter. Paa samtidige Arbejder i anden Retning, en lille Række Genrebilleder og Interiører, mærkes det, at han var Marstrands Discipel. Men han var altfor forskellig fra sin Mester til, at ikke ogsaa det skulde mærkes. Der var noget af en Rovfugl i denne unge Mand med det 174