Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

Roed. Alt i alt er dog disse Reflekser rent forsvindende i Sammenligning med det varige og konstante Lys, der fra Eckersbergs Kunst spredte sig til den store Kreds af hans Elevers. Det var i Tyvernes Slutning og i Trediver- nes Begyndelse, at hans Skole stod i sit ful- deste Flor. Hans bedste Elever den Gang var Rørbye, Roed, Bendz, Købke, Petzholdt, Adam Müller, Küchler, Const. Hansen, Eddelien og Marstrand. De udviklede sidenhen hver sin Personlighed, og nogle af dem fjærnede sig endog senere saa stærkt fra Skolen, at denne kun kan anes som en fjærn Baggrund for deres Skikkelser. Men tænker man sig dem unge, som de alle var det paa det nævnte Tids- punkt, da er Forholdet omvendt. Man øjner da Skolen forrest og Skikkelserne først siden, efterhaanden som de træder frem af det Kom- mendes dunkle Perspektiv. For alle disse Mennesker havde den Dag, da de betraadte Eckersbergs Værksted, været af grundlæggende fremtidig Betydning. De fik af Eckersberg Anvisninger, de helt og holdent kunde fatte; der var ingen Fornemhed og in- gen uforstaaelig Lærdom ved ham, naar han ikke netop plagede dem med Perspektivlæren. Han lærte dem, at Malerkunstens første Bud byder ubrødelig Sandhed i Fremstillingen af det Sete. Han lærte dem endvidere, at det ikke kommer an paa Fremstillingens „hvad“, men udelukkende paa dens „hvorledes“, og han krævede i den Sammenhæng den kær- ligste Fordybelse i de mindste Enkeltheder af Naturen. Han lærte dem endelig, at kun det, der ligger nært ved Haanden, ligger nært nok ved Hjærtet til at elskes — og males. Han lærte dem med andreOrd at følge sit Eksempel og fortsætte sin Gærning, uden at han iøvrigt i mindste Maade øvede nogen Vold mod deres Personligheders friere Udvikling. Naturligvis havde de allerede i deres Ung- dom Anlæg til de Individualitetsforskelle, som siden kom frem i deres Kunst. Der behøves heller ikke noget særligt opmærksomt Øje for allerede i deres tidlige Billeder at spore de individuelle Forskelle. Dog kommer de langt fra til saa eftertrykkelige Udtryk, som man kunde vente det. Ganske vist har næsten hvert af deres Billeder foruden Fællespræget af Tid og Skole Præget af den enkelte, der har malet det; men det sidste Præg er afgjort svagere end det første. Det lader sig næppe forklare anderledes end, at Individualitetens Selvføl- else endnu ikke var vakt hos disse unge Kunst- nere. Uden at de vidste det eller forstod det, end sige vilde det, gjorde deres Personlighed sig gældende i deres Billeder. Men just denne dens Fremtræden med den naive Ubevidst- heds sarte og bly Ynde er maaske den skøn- neste af Fællesdyderne for de Billeder, som i Tredivernes Begyndelse maledes af Eckers- bergs Elever. Mellem deres Billeder fra den Tid er Por- træterne vel nok de fleste, muligvis ogsaa de bedste. Formstudiet i dem er indtrængende, Tegningen fin, Koloriten frisk, Penselføringen elegant, Karakter-Opfattelsen sober, ligetil, troskyldig, enkel, god og ren. Saa er der Genre- billederne, Billeder fra københavnske Gader og københavnske Hjem (sjældnere derimod Folkelivsbilleder, som var en senere Gene- ration forbeholdte), fulde af Hygge og Lunhed og sjældent med mere fortællende Indhold end, at det maleriske dog altid var Hoved- sagen, og altid fortalte paa en egen stilfærdig Maade, uden Spor af Anstrængelse i Lunet. Hvor lykkeligt let faldt det ikke hine unge Malere at være ægte og naturlige! Alle de Kræfter og Magter, der er medvirkende, naar et Kunstværk opstaar, var den Gang her- hjemme i ung, ubrugt Uskyldighedstilstand. Endog det meste af vor Natur var jo endnu uberørt, og Naturen viste sig vel som Følge deraf for dem i en mere jomfruskær Skikkelse end nuomstunder, hvor dens Skønhed saa ofte er afsløret — og saa ofte profaneret — i Bil- leder. Dér henlaa endnu helt unyttede som Genstande for malerisk Iagttagelse vore gamle Slotte og Kirker, og deraf gjorde nu disse unge Kunstnere de første Billeder, der den Dag i Dag er vore friskeste. Allerføleligst er dog muligvis Friskheden i deres Landskaber, de første Spirer fra den Udsæd af Naturkær- lighed, som Eckersberg saaede i sine Elevers Hjærter. De virker, disse Smaalandskaber,paa Ens Sind, som Morgen og Dug paa Ens Sans- er. Aanden i dem er saa ætherren, som den kun kan tænkes i en saadan Tidernes Morg- en som den, hvorfra de er komne. Paa alle Omraader gjorde disse unge Øjne, der blot var opdragne til at kunne se, som 66