Vor Undervisning og det praktiske Liv

16 'Ord. En Examen er en god Ting, hvor det drejer sig om at prøve et Menneskes Betingelser for at gaa ind til en bestemt faglig Virksomhed. Men den bliver en lidet tilfredsstillende Pi .øve, hvoi den skal staa som Afslutning paa en Undervisning af en mere almindelig Karakter. Saaledes er jo f. Eks. Skolernes aailige Prøve ved Udgangen af de enkelte Klasser forlængst berøvede deres egentlige Karakter af Examiner. Det er ikke Prøvens Udfald, men Skolens Skøn over Eleven paa Grundlag af dens Kendskab til ham i det forløbne Aar, som er bestemmende for, hvoi vidt han skal opflyttes eller ikke. Aarsprøven tjener egentlig kun til at foranledige Eleven til en samlet Repetition, der naturligvis kan være meget nyttig, men ikke i nogen synderlig Grad betingei hans Evner til at gaa videre. Naar Afslutningsprøven har beholdt sin strenge Form af en Examen, da skyldes dette væsentlig Hen synet til dens Betydning for Elevens Fremtid ; han skal have et Vidnesbyrd om sin Dygtighed, der kan anses for fuldt troværdigt, og som ikke er bestemt af hans Læreres Venskab eller Fjendskab. Afslutningsprøven har beholdt sin Karakter af Examen væsentlig som en Sikkerhedsforanstaltning over for Skolens Partiskhed. Saa længe Afgangsbeviset indskrænker sig til at give Eleven en vis Karakter i de enkelte Fag, er denne Sikkerhedsforanstaltning vistnok nødvendig. Enhver Lærer ved, hvor vanskeligt det i Virkeligheden er at afveje en Præstation til en bestemt Karaktei, og hvor det subjektive Skøn i sig selv betyder saa meget, er det nødvendigt at opstille Værn mod partiske Fiistelsei. Men Faien er langt mindre, hvor det gælder om at give en viikelig fyldig Redegørelse for en Elevs hele Standpunkt. Dels hai Læieien næsten uden Undtagelse et klart og sikkert Skøn over dette, dels er hans Fristelse til at sige andet, mere eller mindre end han mener, betydelig mindre, end hvor det blot drejer sig om at give en Karakter. Fristelsen til at give en urigtig Bedømmelse er dels den rent personlige Følelse af Velvilje eller Uvilje over for den enkelte Elev, dels Skolens Interesse af at have saa gode Resultater at opvise som muligt. Men den første af disse Fristelser faar ikke stor Betydning, hvor det er en Række Lærere, som skulle afgive hver sit Skøn om den samme Elev; dels vil en enkelt Misvisning her forsvinde i det samlede Billede, der gives af Eleven, dels vil den enkelte Lærer være bundet ved sine Medlæreres Kritik. Og den anden Fristelse, Skolens Ønske om at opvise gode Resultater, vil modvirkes af dens Forstaaelse af, at den skal forsvare sine