Vor Undervisning og det praktiske Liv

21 ham for en Mangfoldighed af Indtryk og vende hans Blik indad mod de ubestemte Stemninger. Men idet jeg saaledes stærkt betoner Nøjagtigheden og alt, hvad deri ligger indeholdt, som det vigtigste og ufravigeligste sædelige Opdragelsesmiddel, saa tror jeg samtidig, at man ogsaa deri finder den bedste Undervisningsmetode. At „vide“ noget er et Udtryk, som man ofte bruger blot til at betegne, at man kan knytte en hel Mængde Forestillinger sammen. Man „ved“ saa- ledes Besked om Paris, naar dette Ord vækker Forestillingen om Boulevarder, Triumfbuer, Eifeltaarne o. s. v.; man „ved“ Besked om en Plante eller et Dyr, naar disses Navne vække en hel Del andre Forestillinger om Egenskaber, Voxesteder o. s. v. En saa- dan „Viden“ kan læres, d. v. s. den kan huskes. I gamle Dage søgte man at øve Hukommelsen ved uendelige Gentagelser, ved Tvang, Trusler og lignende slette Midler. I vore Dage søger man at øve Hukommelsen ved at vække Elevens Interesse, gøre Under- visningen livligere o. s. v. Dette er fornuftigere; men det er kun en Forskel i Midler, Maalet er det samme, Hukommelsens Fuld- pakning. Men det, som det kommer an paa, for virkelig at vide en Ting, er ikke blot at kunne knytte andre Forestillinger til den givne, men at have saadanne klare Billeder af de enkelte Led i den hele Række, at man kan kritisere deres Sammenhæng. Al Tankeløshed i denne Verden, al ukritisk Autoritetstro er blot Følgen af, at ens Forestillingsrækker ikke ere klare, anskuede Billeder. Al selvstændig Tænkning vaagner hos Folk derved, at klare Billeder dukke op i deres Fantasi og tydelig lade dem for- nemme, om det er muligt at forbinde dem eller ikke. At det er Tankerne, der have Værdi, ved nuomstunder enhver dygtig Lærer, og han lægger derfor mindre Vægt paa den enkelte positive Kundskab end paa Sammenhængen og Forstaaelsen, Dette er fuldkommen rigtigt, kun kommer det i Praxis ofte til at se anderledes ud. Først og fremmest er Læreren ikke altid klar over, at Eleven kan lære „Sammenhængen“ udenad ligesom de enkelte positive Kendsgerninger. Der er ingen væsentlig Forskel paa at huske konkrete Enkeltheder og den Formel, der angiver Sammenhængen mellem dem. Eleven nøjes altfor ofte med at indprente sig denne Formel, der derved bliver til et blotKlingklang, en „Frase“. Det, Eleven skal lære, er mindre, hvorledes Sammenhængen virkelig er, end Vanen og Driften til at søge den.