Vore Sporveisforhold
nu og i Fremtiden

13 den er villig, men det er Ministeren som ikke vil — hvad saa — saa er det, at vi ere midt i Taagen. Men nu den sidste Art Koncessioner? Ja, om disse bestemmes, »at samme Regler komme til An- vendelse« — trods det i) at Forudsætningen, som anført, er en helt anden, og 2) at Anvendelse af Reglerne er ligefrem umulig, eftersom Loven selv- følgelig ikke kan ophæve disse Koncessioners Be- stemmelse om at ogsaa Skinnerne skulle afkøbes Selskaberne. Det er nu et nærliggende Spørgsmaal: Hvorfor mangler § 4 en lignende Bestemmelse som § 1, om at de ældre Koncessioner kan fornyes. At sige at det var ufornødent, fordi Reglen herom i § 1 er analog- isk anvendelig, duer ikke her; thi, et af Lovens Hovedøjemed var jo, som paavist, »at tage specielt Hensyn til Selskaberne«. Jeg kan ikke tænke mig til andet, end- at der i Tiden mellem Betænkningen og Lovens Vedtagelse er fremstaaet et Ønske om at favorisere Kommunen paa Selskabernes Bekostning, men at man har trykket sig ved at gøre det paa anden Maade end ved at styre Loven ind i Fortolk- ningernes Hav. Derude vipper den endnu — og for- anlediger en Del Søsyge. Det første Udslag heraf, som mit Selskab har sporet — jeg begaar selvfølge- lig ingen Indiskretion ved at omtale det — er en Meddelelse om, at Udvalgets magistratlige Del har den Opfattelse, at Selskaberne maa opgive ethvert Haab om Koncessionsfornyelse, af den ganske simple Grund, »at Ministeren, selv om han havde den bedste Vilje dertil, ved selve den nye Sporvejslov var hin-