Den økonomiske Udvikling i Danmark
I det sidste Slægtled

jeg ikke, det var til at tage fejl af, at Grundtonen var ægte: man mente sikkert oprigtigt, ligesaavel som det udtaltes enstemmigt, at med Gottfred Rubin var en Mand gaaet bort, som havde arbejdet med ikke almindelig Dygtighed og Energi og med fuldkommen Redelighed, en Mand, der med klar Aand forenede dyb Følelse, og der havde store Interesser for det almene, om han end bramfri holdt sig tilbage fra Optræden udadtil. Der er for Teoretikeren, Videnskabsmanden noget vist blodløst i den Gjerning, han udøver: han skriver Historien, medens andre gjør Historien. En Nationaløkonom, en Statistiker udtænker Love og giver Referater, han forklarer og paaviser Tingenes Gang — eller har dog til Formaal at gjøre det —, det praktiske Livs Mand forretter det Ar- bejde, vi forud eller bagud analysere. Hver kan være god for sig, som man siger, men man kan dog have Forskjellen mellem de to Arter af Virksomhed saa nær paa Livet, at den for den ene af Parterne næsten virker trykkende. Det er ikke frit for, at jeg jævnlig misundte min Broder: ikke for den Evne og Dygtighed, han og ikke jeg besad, men fordi han saa at sige regnede med benævnte Tal, jeg med ubenævnte. Er nemlig en praktisk Arbejdets Mand efterhaanden bleven saa lykkelig stillet, at ikke al hans Tid behøver at gaa med til netop at skabe det daglige Livsunderhold, og har han Sans for at arbejde med i videre gaaende Opgaver, da kan der komme en Art Fylde i hans Liv, som det spe- kulative Arbejde unægtelig mangler. Ansvaret bliver ogsaa et andet: der er og bliver en Forskjel paa litterært Ansvar — hvor stort og vidtrækkende dette end indirekte er — og paa det Ansvar, der følger med, at Ens Beslutninger og Handlinger kunne blive afgjørende for Ens eget og andres hele Velfærd. Et saadant Ansvar veg min Broder ikke tilbage for. Han vilde heller ikke gjerne have det formindsket ved at »blive Aktieselskab« — hvad der jo ogsaa laa fjærnere under det gode og gjensidigt supplerende Samarbejde med Forretningens anden Chef —, han frygtede Indskrænkningen af sin Selvstændighed, og han var for meget Kjøbmand, for lidet Embedsmand, til at lægge Vægt paa de »sikre« Indtægter. Han var en vovsom Mand. Ikke fordi han var pengekjær, tværtimod, især store Penge gav han forholdsvis let ud, og store Tab generede ham, pekuniært set, forholdsvis lidet. Men naar han stedse oftere knyttede sig til de mere omfattende Foretagender, da skyldtes det ikke blot Kjøbmandens Haab om at indvinde tilsvarende Avancer, men tillige dels den Ærgjemghed at gjøre en »Vexellerforretning« til en virkelig Bankier- eller Bankforretning, dels selve Glæden over at arbejde med ny og større Formaal for Øje. Han var, som alle have sagt, en beskeden Mand, men han havde dog den Selvfølelse, uden hvilken ingen kan udrette noget, der duer, og han følte, at han kunde magte ret vanskelige Opgaver. Men det sled paa ham. Et Kjøbmandsliv som hans er anstrængende, det optager Tanker og anspænder Nerver saa intenst som vistnok faa andre Virksomheder, og hvor fornøjeligt han end lige til sin sidste Tid kunde give sig hen, naar ingen direkte For- stemning virkede modsat, hvor interesseret han end kunde være baade i litterære og alskens andre Diskussioner, saa mærkede man dog ikke sjældent en vis Træthed hos ham, og at hans Liv just ikke var hengaaet som en Dans paa bonet Gulv. Da han kastedes