Forelæsninger over Meteorologi ved Den Kongelige Veterinair- og Landbohøjskole

73 en Regnbue, saa hidrører denne fra andre Solstraaler end dem, der danne den Regnbue, man ser paa Himlen. Ogsaa i Taage kan der dannes en Regnbue, som dog er hvid. Maanen kan ogsaa frembringe en Regnbue, men den er meget svag og kan i hvert Fald kun ses, naar det er Fuldmaane. 65. Sol- og Maaneringe ere lyse Ringe om Solen og Maanen — sjeldnere om Solen —, der vise sig, naar Himlen er dækket af et fint Skyslør. Deres sfæriske Ra- dius er altid cr. 22°, og de vise sig med Regnbuens Farver, men overordenlig svagt; Rødt er inderst, Violet yderst. De antages dannede ved Lysets Brydning i de Isnaale, hvoraf Skyerne bestaa, og hvis Form er regelmæssige 6-sidede Prismer. Vi ville betragte en Straale fra Maanen MA, der rammer en af Sidefladerne saaledes, at den kommer ud af den Sideflade, der danner en Vinkel paa 60° med den første; i Al- mindelighed ville de udtrædende Straaler spredes stærkt, men naar Straalerne gaa symmetrisk igjennem Prismet (a: dette er i sin Hovedstilling), saa at Straalerne gaa parallelt med den Sideflade, der ligger imellem de to nævnte, kommer der en saa stor Mængde Straaler ud i én bestemt Retning, at de gjøre Indtryk paa Øjet. De udtrædende Straaler findes ved en Regning i dette Tilfælde at danne en Vinkel paa cr. 22° med deres oprindelige Retning, altsaa med en Linie, der gaar fra Øjet op til Maanen (ØM p±AM). Lysbrydningen i de Prismer, der ere i eller nærved Hovedstillingen, giver altsaa Anledning til Ringens Dannelse. Ser man en saadan Ring om Solen, gaar der i Reglen en vandret, lysende Linie tværs igjennem Ringen, undertiden helt ind til Solen. Paa de Steder, hvor Linien skjærer