Københavns Vandværk 1859-1909
Historisk Beretning Om Stadens Vandforsyning

OM KØBENHAVNS VANDFORSYNING INDTIL 1812 29 den meste Tid af Aaret holdes vedlige af Springvandssøernes Spildevand«. Ogsaa Ullerslev Mose søgte man i 1760 at gøre tjenlig som Samlebeholder foi EmdrupSø; den var ganske tilgroet medTørv, som man søgte al faa udskaaiet, en Hovedgrøft blev gravet, men Bønderne søgte at tilegne sig store Partier al Søens Grund. Vandkommissionen stemmede da Vandet op til Grænsestenene. Der kom Retssag, men 1766 gav Højesteret Vandkommissionen i Hovedsagen Medhold. Dog kom der intet Vand ud af Ullerslev Mose. Trods disse Forbedringer for Søernes Vedkommende vedblev Klagerne over, at Vandet var ildesmagende og opfyldt af levende Dyr. Dr. Lange1) af bilder liere Arler af smaa Dyr, som han har fundet baade i Spring- og Pumpevandet; liere af dem synes at henhøre til Inlusoiieines og Rotiferernes Klasse, og »selv naar Vandet er rent al se til, har del dog en mud- deragtig Smag, og naar det staar stille i 24 limer ladei del Lilde joidaglige Partikler«. 1797 stiftes Vesterbros Kompagni med 22 Participanter; Vandel loges Ira St. Jørgenssø. Og anderledes er Forholdet ikke paa den Tid, Callisen skrev sine physisk- medicinske Betragtninger 1807. Han fremhæver dog, al i fugtige Tider er »baade Spring- og Pumpevandet klart, uden Lugt og Smag og besidder alle de Egenskaber, som sundt og rent Vand bør have«. »Under Tørke og Frost der- imod er det uklart, ilde lugiende og smagende«. Ogsaa Rendernes Utæthed fik Skyld for Vandets Mangler; muligen kan særlig for Pumpevandets Vedkom- mende ved Utætheder paa de Steder, hvor Pumpeopstanderne var anbragte, ogsaa paa den Maade Urenligheder være komne i Vandet. Men Hovedaarsagen saavel til Mangel paa Vand som til Vandets slette Tilstand var dog, at der manglede en enkelt kyndig og med tilstrækkelig Autoritet udstyret Overledelse, som ikke alene var i Besiddelse af Retten til al benytte del Vand, som kom i Søerne, men ogsaa af Retten og Evnen til al forøge og bevare Mængden og Renheden af Vandel uden bestandig at kollidere med andres virkelige eller foregivne Interesser i modsat Retning; og, hvad særligt Renheden og Godheden af Vandel i Ledningerne angaar, da vilde den kunne have været saa god, som Overfladevands i det hele kan blive, om man havde kendt og benyttet den senere Tids Sandfiltrering. Vandets hygiejniske Tilstand i Tiden fra 1859 til 1892 viser jo det. Men allerede den af Scavenius’s, Finckes og Bartholins kloge Fremsyn foreslaaede Rensning vilde, om den var bleven tilVirkelighed - og, i all Fald for Springvandets Vedkommende skønnes Planen mulig — have medført en betydelig Forbedring. x) Dr. Joh. Ghr. Lange: Lære om de naturlige Vande, Kjøbenhavn 1776.