Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Lessing 10; Lægen; Leopardi forsøgte flere Gange at spise, men maatte op- give det; Vennens Søstre havde bragt ham til Sengs, men han vilde ikke ligge; han sad paa Sengekanten med Ryggen lænet imod Puderne, som Søstrene stablede op under ham; Paolina tørrede Sveden af hans Pande. Da Lægen traadte ind, saa han strax, hvorledes det var fat med den syge Digter. Han tog Ven- nen til Side og bad ham sende Bud efter en Præst. »Leopardi havde selv ingen Forstaaelse af, at Døden stundede til; han talte stadig om sit Nerveonde og tænkte paa om et Øjeblik at køre ud til Villaen. Klokken var fem om Eftermiddagen; han sank hen i en Døs, og Ranieri søgte at kalde ham til Bevidsthed ved stærkt duftende Essenser. Saa aabnede han endnu en Gang Øjnene og sagde, henvendt til Paolina: »Jeg ser kun svagt — aabn Vin- duet der — lad mig se Lyset.« Dermed sov han ind.« LESSING (1729—1781). (K.G. Lessing: LessingsLeben. 8.425.) Allerede siden 1777 havde Lessing frembudt Tilfælde af Til- bøjelighed til Søvn; selv i den muntreste Kreds af Venner, der talte højt omkring ham, kunde han blive overfaldet af en uimod- staaelig Trang til at sove; efter en vis Tid vaagnede han da op med: »Naa! hvad nu?« I hans Breve fra denne Tid af spores ofte Tegn paa Mismod og Ligegyldighed. Han blev efterhaanden meget kortaandet og kunde kun gaa faa Skridt, saa blev han saa træt, at han maatte hvile; hans Øje tabte sin Glans, hans Aands Livlighed kom kun sjeldent frem. Den 3. Februar 1781 kom han meget kortaandet hjem fra et Selskab og kunde knap tale; han vilde dog ikke have Lægehjælp; Natten var daarlig, men næste Morgen vilde han dog rejse; man overtalte ham til at blive, og den til- kaldte Læge aarelod ham og ordinerede et Trækplaster. Han be- gyndte nu at spytte Blod, men Dagen derefter var han dog igen bedre. Han var nu under sin Sygdom meget rolig, stundom munter, modtog Besøg og lod læse for sig; stundom troede han, at hans Død var nær, andre Gange stod den fjern for ham; han troede dog ikke, at han kunde blive helt rask igen og erklærede én Gang, at han var fattet paa Liv og paa Død. Han havde hele sit Liv kunnet sove, naar han vilde, blot han lukkede Øjnene; han fortalte tidt, at han aldrig havde drømt. Denne lykkelige »Evne« beholdt han til det sidste. Kort før han døde, sagde han, at naar han havde sovet hele Dagen, glædede han sig dog til Natten. Imidlertid kom Anfaldene af Kortaandethed stadigt igen.