Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Liszt 105 benet var brækket, da han faldt paa Skuepladsen) og red hurtigt bort i Mørket. Under Forvirringen blev der ikke gjort alvorligt Forsøg paa at forfølge ham. Præsidenten var bleven skudt i Bagsiden af Hovedet paa venstre Side; Kuglen gik gennem Hjernen og var standset lige bag ved det venstre Øje. Selvfølgeligt indtraadte der øjeblikkelig Bevidstløshed. Han blev ført til et Værelse i et Hus lige over for Teatret; der vedblev han at aande til 22 Minutter efter KL 7 om Morgenen, da han døde.« LISZT, Franz (18 i i —1886). (A. Gøllerich: Liszt. S. 90.) Den 4. Juli 1886 tog Liszt, som jevnligt havde lidt af Hoste, til Slottet Colpade i Luxemburg for at besøge Munkascy; han blev her mere forkølet, men spillede dog ved en Koncert den 19. Juli — for sidste Gang. Den 21. Juli KL 3 Eftm. var han atter i Baireuth; han gik strax til Sengs, men trods Formaninger stod han atter op Kl. 8 om Aftenen og gik ud for at besøge sine Slægtninge. Næste Morgen vilde han i Kirke, men var for syg. Den 23. Juli var han dog tilstede i Teatret ved den første Op- førelse af Parsifal — meget besværet af Hoste. Om Lørdagen spillede han sin Whist for sidste Gang (han havde i meget lang Tid spillet Whist hver Dag); da Lægen næste Dag raadede ham fra at gaa ud, fordi han kunde faa Lungebetændelse, svarede han: »Jeg har lovet at være tilstede ved den første Opførelse af Tri- stan, jeg vil det, og jeg gaar!« Det var den 25. Juli. Dagen der- efter gik han til Sengs; Lungebetændelsen var udbrudt; hans Feber tog til; han forlangte at faa forelæst Wagners »Studier over Tristan« og »Parsifal« og nogle Kapitler af »Katalog einer Rich. Wagner-Bibliothek«. To Dage derefter begyndte der Feber- fantasier ; de toge til den følgende Dag, om Torsdagen — hver Gang hans Venner traadte hen til Sengen, vilde han op for at begynde paa sit Whistparti; han snakkede stadigt paa sin god- modige, venlige Maade; fra Lørdag Morgen af var han stadigt fantaserende, Bevidstheden vendte ikke tilbage; Lægen mente, at der kunde ske en Krise den kommende Nat; men om Aftenen Kl. 9 begyndte hans Hjertes Slag pludseligt at blive svage, og Kl. halvtolv hørte han op at trække Vejret. Det var den 31. Juli 1886; han var 75 Aar gammel. I Weimar havde han 1861 skrevet det Testamente, som blev aabnet efter hans Død; han skrev samtidigt til Rom til Fyrst- inde Karoline Savn-Wittgenstein, som var hans Universal- arving, at han vilde 1) begraves i en Franziskaners Kutte; 2) bæres