Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

2 Agis stod ved Døren, lagde venstre Albue paa et Bord og sit Hoved paa sin Haand, medens han med den anden Haand knappede sin Vest hurtigt op. Dronningen skyndte sig at give ham en varmet Serviet og nogle af sine Klæder paa Underlivet, men i samme Øjeblik kastede han Hovedet tilbage imod Væggen og Stolens Ryg; Dronningen blev meget altereret og urolig; de tilstede- værende Rigsraader, som saa Faren, anmodede hende om at gaa ind i det næste Værelse; hun gjorde det; i det samme greb Kon- gen Grev Fersen og Baron Beckfries om deres Haandled, hans Ansigts Farve forandredes, og han var død. AGIS f 240 før Chr. (Plutarch — ved Ullmann I. S. 204.) Den unge Konge af Sparta, Agis, blev listigt overrumplet under Venskabs Maske og ført til Fængslet; han skulde aflægge Regnskab for sin Virksomhed i Staten: »Ynglingen svarede, at han aldrig kunde angre den skønneste Daad, han i sit Liv havde gjort, endog om han saa, at han skulde lide det Yderste for den. Da dømte de ham til Døden og bød Tjenerne føre ham til det saakaldte Dekas, et Værelse i Fængslet, hvor de Dødsdømte bleve tagne af Dage ved Kvælning. Men Tjenerne vovede ikke at lægge Haand paa Agis, ja endogsaa Lejesoldaterne, som stod hos, vægrede sig paa samme Maade og vilde ikke indlade sig paa en saa ulovlig og utilladelig Gerning som at røre ved Kongens Per- son. Damokares saa da, at alle hans Trudsler og Skældsord Intet nyttede, og slæbte derfor selv Agis ind i Værelset .... Da nu Agis vandrede sin Vej til Døden, saa han en af Tjenerne, som græd og var dybt rørt: »Hør dog op, Menneske,« sagde han, »at græde over mig; jeg dør jo mod Lov og Ret, og derfor staar jeg langt højere end mine Mordere.« Med disse Ord bød han frivillig sin Hals frem til Slyngen. Amfares gik imidlertid frem foran Døren, hvor Agesistrata paa Grund af det gamle, fortrolige Venskab mellem dem faldt ned for hans Fødder; han rejste hende op og sagde, at der blev ikke gjort Agis noget ondt, det var ikke gaaet til nogen Yderlighed, han vilde endog tillade hende, hvis hun ønskede det, at gaa ind til sin Søn. Da hun bad om, at ogsaa hendes Moder maatte gaa med, svarede han, at der var Intet i Vejen derfor. Han slap dem derpaa begge ind, lod atter Fængslets Dør lukke og afleverede først til Bødlerne Ar- kidamia, som allerede var meget tilaars og var blevet gammel og graa i stor Agt og Ære hos alle sine Medborgerinder; da hun havde lidt Døden, bød han Agesistrata at gaa ind. Da hun traadte ind og saa sin Søn ligge paa Jorden og sin Moder hænge