Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Alibaud 3 i Slyngen, hjalp hun selv Tjenerne med at tage hende ned, lagde sig ved Siden af Agis, ordnede hans Lig til Jordfæstelsen og til- dækkede det; derpaa kastede hun sig over sin Søn, kyssede hans Ansigt og sagde: »O, min Søn, Dig har med os Andre Din Var- somhed, Din Mildhed og Din Menneskekærlighed styrtet i Ulyk- ken!« Amfares, som stod i Døren og saa til, hørte disse Ord, traadte ind og sagde rasende til Agesistrata: »Saa Du har alt- saa samme Sindelag som Din Søn? Saa skal Du ogsaa have den samme Skæbne!« Da stod Agesistrata op og traadte hen til Slyngen med de Ord: »Gid alt dette Blod maa blive Sparta til Velsignelse!« ALIBAUD. (Der neue Pitaval. III. 1850. S. Attentat 25. Juni 1836 paa Louis Philippe; Kongen blev ikke ramt. Den unge Alibaud blev dømt til Døden. Den følgende Dag tilbragte han paa samme Maade som alle de foregaaende i største Sindsro og spiste som sædvanligt; modtog Præsten og skriftede; derpaa læste han nogle Timer i Thomas a Kempi’s »Christi Efterfølgere«. Om Natten sov han rolig. KL 3 om Morgenen blev han vækket, og man sagde ham, at han skulde forberede sig til Døden. Han bad om sin Frokost og spiste den med god Appetit; derpaa bad han om Pen og Papir for at skrive. »Jeg vil ikke efterabe Fieschi« (se denne), sagde han, »jeg vil kun skrive nogle Linier, et Levvel til min Fader!« Men lige strax derefter, idet han ligesom tog sig sammen, udbrød han: »Nej, nej! jeg vil dog ikke skrive. Han vilde gemme disse sidste Linier, læse dem igen og igen — det kunde blive til en Erin- dring, der vilde dræbe ham!« Kun én Følelse synes at beskæf- tige ham, Frygten for, at han skulde blive betragtet som en ge- men Snigmorder. Han sagde flere Gange: »Jeg ønsker fremfor Alt, at det vides, at jeg ikke vilde dræbe for at dræbe. Kuglen i min Bøsse galdt ikke et Menneske, men et Princip!« Medens han blev forberedt til at føres bort, røg han roligt sin Pibe, og da den var gaaet ud, bad han Opsynsmanden om at stoppe den paany. Da hans Hoved blev indhyllet i det sorte Slør, som an- vendtes til Fadermordere, raabte han: »Min Gud, disse Cere- monier! Og alt det for at føre et Menneske til Døden.« Kl. 4 naaede han Skafottet; han omfavnede Præsten og gik hurtigt op ad Skafottets Trin. Han hørte med Ro paa Dommens Op- læsning og raabte derpaa med høj Stemme: »Jeg dør for Fri- heden! for Menneskehedens Vel! for Udryddelsen af det forban- delsesværdige Monarchi!-----Lev vel, mine brave Kamerater .k