Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

4 Anne-Antipatros-Argyle Medens han udtalte disse Ord, lagde han sig tilrette, og næsten i samme Øjeblik faldt hans Hoved. ANNE. (Goldsmith. The History III. S. 247.) Anne, gift med Prins Georg af Danmark, den sidste af den ulykkelige Stuart’ske Slægt, Englands Dronning fra 1702—1714, var syg og blev det end mere ved at se den Splid, der herskede iblandt Statsmændene; ved en Lejlighed, der skyldtes Boling- broke, faldt hun hen i en Tilstand af »lethargisk Ufølsomhed«; hun blev sygere Dag for Dag; da Lægerne erklærede, at hun dog var ved sine Sanser, holdt man Raad i hendes Nærværelse, og der blev taget vigtige Bestemmelser. Man gjorde dog An- stalter for at sikre sig Tronfølgen. »Den 13. Juli syntes Dronningen noget styrket af de tagne Midler. Hun stod op omtrent Kl. 8 og spadserede lidt i Værelset; kort efter faldt hendes Øje paa et Ur, som stod i hendes Væ- relse; hun stirrede ufravendt paa det i nogle Minuter. En af hendes Damer spurgte hende, hvad hun saa dér andet end ellers ? Dronningen svarede kun ved at vende sine Øjne til hende med et døende Blik. Kort efter fik hun et apoplektisk Anfald, som dog bedredes under Dr. Mead’s Behandling. Hele Natten laa hun i en Tilstand af Bevidstløshed. Næste Dag imellem KL 12 og i viste hun nogle Tegn paa Liv, men den følgende Morgen udaandede hun; det var den 1. Avgust, lidt efter Kl. 7, i hen- des Alders 49. Aar« 1714. ANTIPATROS (fra Tarsos), Filosof, c. 144 før Chr. (Plu- tarchs Levnedsskildringer, Ullmann III. S. 34°-) ARGYLE. (von Rudloff, Gesch. der Reformation II. S. 229.) Marquis’en af Argyle, af Naturen frygtsom, var i Fængslet et smukt Exempel paa Gudsfrygt og Taalmod; da han den 27. Maj 1661 tog Afsked fra sine Venner for at gaa til Skafottet, sagde han: »Jeg kunde dø som en Romer, men jeg vil hellere dø som en Kristen. Nu vel, mine Herrer, det er Tid at gaa; den, der som jeg, gaar først, gaar bedst; thi snart ville I mis- unde mig, der gik forud.« Han besteg Skafottet med faste Skridt og uforandret Ansigt. Det var den Gang tilladt, at den Døds- dømte maatte tale til den forsamlede Mængde (»Dying Speech«), Argyle sagde: »Jeg vil ikke retfærdiggøre mig selv, men den Herre, som er hellig paa alle sine Veje, retfærdig i al sin Ger- ning og hvis herlige Navn skal være evigt lovet! Alt, hvad jeg