Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Aristoteles 5 begærer, er, at hans hellige Villie ske! — Jeg tilgiver alle Men- nesker, ligesom jeg beder, at Herren vil tilgive mig. Gud har lagt store Forpligtelser paa Skotland.«--------Han endte med en inderlig Bøn, ogsaa for Kongen og hans Hus, og da han knælede for at lægge sit Hoved under Kniven (Halshugninger foregik den Gang i Skotland med et lignende Apparat som den franske Guillotine; det kaldtes »Maiden« 3: Jomfruen), raabte Hutchison til ham: »Nu, Mylord, grib end fastere Eders Troes Anker!« Argyle svarede: »Ja, det gør jeg; al Frygt har for- ladt mig.« Han bad endnu en Gang, og efter at han ved at hæve sin Haand havde givet Tegn dertil, faldt Kniven og af huggede hans Hoved. ARISTOTELES (384—322 før Chr.). (Opera omnia, Vallio IL De partibus animalium. Lib. III. Caput. X. S. 533.) (Oversæt- telsen her er efter den latinske Text. Af Barthélemy Saint Hilaires franske Oversættelse er, som det ses, noget benyttet.) Aristoteles omtaler, at det siges, at den, som i Krig saares i Egnen af »Hjertekulen« (Præcordiet), ler, fordi Saaret frem- bringer Varme; »dette tror jeg er mere sandsynligt, end hvad de fortælle om Hovedet, at det kan tale, naar det er afskaaret. Der er nogle, som sige dette og benytte Homer som Vidne, fordi han har sagt om denne Ting: »Ipseque dum loquitur, miscetur puluere vertex.« (Wilster oversætter Iliadens tiende Sangs Vers 457: »Ordet var end i hans Mund, da Hovedet rulied i Støvet.«) De ville forklare det ved, at han siger »Hovedet« og ikke »Men- nesket selv«. I Caria har man anset denne Beretning for saa sand, at man har dømt en Indfødt derefter. Thi da en »Jupiters Hyplosmij« Præst var bleven myrdet og man ikke vidste af hvem, paastode Nogle, at de sikkert havde hørt Hovedet sige flere Gange: »Virum super viro Cercidas occidit« (»Cercidas har dræbt Mand for Mand«). De havde da i Provinsen fundet en Mand ved Navn Cercidas og dømt ham til Døden. Men det er umuligt, at Hovedet kan tale, naar Arterien (d. v. s. Luftrøret) er overskaaret, og naar det maa undvære den Bevægelse, som kommer fra Lungen. Vi have heller ikke hørt, at noget Saadant nogensinde er passeret hos Barbarerne, som afskære Hovedet med den største Hurtighed. Og, hvorfor skulde det ikke ske en Gang imellem hos de øvrige Dyr? Man forstaar, at de aldrig, naar de saares i »Hjertekulen«, le; thi de mangle Evnen til at le. Men hvad skulde forhindre dem i, naar Hovedet var afskaaret, af og til at lade deres Stemme høre? (Barthélemy Saint Hilaire