Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

6 Askew-Auber skriver: »Fordi Mennesket er det eneste Dyr, som har Evne til at le«, og har ikke den følgende Sætning.) Men der er ingen Grund til ikke at tro, at Legemet af og til kan gaa noget, naar Hovedet er fjernet. Thi de (Dyr), som ikke have Blod, kunne endog leve i længere Tid, efter at Hovedet er afskaaret.« ASKEW. (Goldsmith, History II. S. 192.) Anne Askew, en ung smuk Dame, der stod i Forbindelse med Henrik den VIIIdes Hofs Damer, muligt ogsaa med hans 6te og sidste Hustru, Catharine Parr, Enke efter Lord Latimer, blev kastet i Fængsel, anklaget for Frafald fra Religionen. Hun viste stort Mod, forfattede Bønner og Skrifter, der viste hendes Meningers Sandhed. Kansleren blev sendt til hende for at faa hende til at angive, hvem der ved Hoffet delte hendes Meninger; men hun forholdt sig tavs; til Straf for denne »Forhaanelse« blev den stakkels unge Lady underkastet Tortur. Men hun vedblev resolut at tie. Kansleren blev rasende og befalede Løjtnanten i Tover, der fuldbyrdede Straffen, at strække Rammen stærkere, hvad denne vægrede sig ved; ophidset af religiøs Iver greb Kans- leren da selv Tougene og trak saa stærkt i dem, at den unge Kvindes Legeme næsten vredes itu; men hendes Standhaftighed var større end hendes Forfølgeres Barbari — og da man ikke kunde finde andet Middel til at faa hende til at underkaste sig, blev hun dømt til at brændes levende. Hun modtog denne Dom med Udtryk for Glæde; det var en Forløsning fra den pinligste Smerte til den største Lykke. Da alle hendes Lemmer vare gaaede af Led i Rammen, kunde hun ikke staa; hun blev baaret i en Stol til Exekutionsstedet; sammen med hende kom Præsten Ni- cholas Bellnian, en af Kongens Husholdere John Lascelles og en Skræder John Adams, Alle dømte for samme Forbrydelse. De bleve bundne til Stagen, og i denne skrækkelige Situation fik de at vide, at de kunde redde deres Liv ved at tilbagekalde deres Meninger. Men de afslog dette og saa med Ro Bødlerne tænde de Flammer, der fortærede dem. AUBER (1782—1871). (Kohut: Auber S. 77.) Auber havde sjeldent været syg, men i 1869, da han var 87 Aar gammel, begyndte han at føle sig ilde; hans Sundhed led paa flere Maader i den Tid, Belejringen af Paris stod paa. Den 6. Maj 1871 maatte han endelig lægge sig til Sengs for ikke mere at staa op; hans Ven, Bibliothekaren ved Pariser Kon- servatoriet, J. B. Weckerlin, har meddelt om hans sidste Dage