Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

10 Observation VIII sløv, døsig og mat; Tungen er tør, Pulsen hurtig, uregelmæssig, meget lille; Aabningen afgaaet i Sengen. Da man om Aftenen’ før han skulde amputeres næste Dag, berørte Sagen for ham igen, sagde han: »Ja, der skal nok gøres noget ved mig.« Om Mor- genen paa Operationsdagen sagde han: »Ja, gør De blot, hvad De synes, der skal til.« Konen, som havde talt med ham, sagde, at han vistnok var klar paa at skulle amputeres — han havde jo selv talt derom, før han blev lagt ind paa Hospitalet. Man giver ham Vin, og Vs Time derefter gøres Amputation af Laarbenet, under Brug af meget lidt (ix/2 Cbct.) Kloroform til Indaanding. Der er ingen Tegn paa, at han falder sammen; han har ikke reageret paa Operationen; paa Spørgsmaal, om han har mærket Smerter, svarer han: »Ja, i Tæerne!« Han er iøvrigt helt uklar og ænser ikke, da man i; Minutter efter Operationens Begyn- delse forbinder ham, at man siger ham, at han nu har faaet sat Benet af. Imod Forventning saa han friskere ud, og paa Spørgs- maal om hans Befindende var Svaret det gamle: »Jeg har det godt!« Han døser dog mere de følgende Dage; den 17. taler han ikke med sin Kone, da hun besøger ham. Den 18. svarer han ikke paa Tiltale; han har Hoste uden dogat spytte op. Den 19. er Tilstanden den samme, kun at han er svagere, Aandedrættet hyppigere og Pulsen mindre. Skønt han ikke talte med sin Kone, var han sig dog hendes Nærværelse bevidst; han sagde to Gange: »Mo’er!« En Times Tid, før han døde, holdt han op at bevæge Armene med den fra de tidligere Dage tilvante Uro; han laa nu stille hen; Konen, som sad hos ham, var klar over, at han slet ikke var ved Bevidsthed; KL 1.20 om Natten døde han stille; han sukkede tre Gange; det sidste Suk var det dybeste, og han var dermed død. OBSERVATION VIII. En 42aarig gift Kone indlægges den 25. Februar 1902 i meget medtaget Tilstand paa Grund af en særdeles stærk Blødning ved Abort. Da hun i 7 Dage ikke har haft Blødning og i det Hele er kommen godt til Kræfter, spørger jeg hende ud om hendes forskellige Fornemmelser og Tanker; hun er af et roligt Naturel og giver ukonstlede Svar. Blødningen kom, medens hun sad paa en Stol uden at foretage sig noget; i Løbet af en Times Tid blev den saa stærk, at hun følte sig mat; hun kunde dog gaa uden at vakle og lagde sig paa sin Seng. Her traf hendes Svigerinde hende; de talte naturligt sammen og bleve enige om at sende Bud efter en Læge. Kort