Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Bellini-Bellmann-Bessiéres-Beethoven 9 BELLINI (1802—1835). (Vosz: Vincenzo Bellini.) Bellini, som gerne rejste fra Italien til Paris, blev endel svækket af en kronisk Tarmlidelse og tog ud til en af sine Ven- ners Landsted; han blev bedre; kun Lægerne saa, at han var farligt syg. Han fik Meddelelse om, at hans Ungdoms Kærlighed, Maddalena Fumeroli, som han havde svigtet for en anden Kvin- des Skyld, var død; han skrev et rørende Brev, som viser, hvad Indtryk Meddelelsen gjorde paa ham; i en Efterskrift, som viser, at han ikke strax havde sendt Brevet af, siger han: »Jeg aner, at jeg om faa Dage skal følge den stakkels Maddalena.« Han blev hurtigt svagere; en Ven af ham, som sneg sig til at være ved hans Leje, hørte ham i Feberfantasier tale om Erindringer fra hans Hjem: »O, madre! madre mia! dove sei tu?« (O, Moder, min Moder, hvor er Du?) Lægen, som behandlede ham, skrev en Billet til Direktøren for Théåtre italien i Paris, at Bellini »laa bevidstløs og i Krampe, saa at han maaske vilde være død før Morgen«; det skete; han døde den 23. September 1835, knap 34 Aar gammel. BELLMAN, Carl Michael (1740—1795). {Biografisk lexikon. II. 1856.) »Lungsot tillstötta och han förtäradas småningom, till dess han, efter uppbyglig dödsberedelse, afsomnade.« BESSIÉRES. (Lauvergne de Pagonie. S. 56.) Maréchal Bessiéres siger den 13. April 1813, da han staar op om Morgenen: »I Dag vil en Kanonkugle dræbe mig; jeg vil ikke dø fastende.« Han brænder sin Hustrus Breve. En Time senere stiger Kejseren til Hest, og Bessiéres følger ham; Alle blive slaaede ved at se Maréchallens triste og blege Ansigt, de Baudus siger til dem, som gøre Bemærkninger i Anledning af Bessiére’s Udseende: »Hvis vi komme i Kamp i Dag, falder Maréchallen.« Kampen begynder; en Kanonkugle dræber Bes- siéres; hans Legeme deles i to Dele; hans Ur var urørt, men stod stille.« BEETHOVEN (1770—1827). (Anton Schindler: Biographie. S. 2 og S. 189.) Medens hans Venner kunne skønne, at hans Liv snart vilde være endt, tænkte B. selv ikke paa den nærforestaaende Død, maaske fordi Lægerne, skønt selv overtydede derom, dog holdt hans