Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

j gg Observation LXXX Han begyndte altsaa sit Ridt under stor Opmærksomhed blandt de forsamlede Ryttere, blandt hvilke der var en Kollega og flere Misundere og Beundrere, som for første Gang skulde se ham præstere sin berømte Springning. I stærk Fart og stadig hurtigere red han paa venstre Volte Ridehuset en Gang rundt; det var til- sidst Karriere eller i hvert Fald en særdeles fri Galop, da han naaede Forhindringen. Hesten veg lidt indad uden at mindske Farten, Berideren fik den dog tvunget over inderste Ende af Gærdet, men i den stærke Fart, alt dette foregik i, fortsattes Bevægelsen indad og til venstre, noget sidelænds som i Traver- sade til venstre, lige mod Pilaren; og Hest og Rytter tørnede mod denne med en betydelig Kraft. Beriderens Legeme svævede i Sammenstødsøjeblikket lidt over Saddelen i lodret Stilling, saa at han stødte mod Pilaren (og lige mod den) paa én Gang med venstre Side af Hovedet, hele venstre Side af Kroppen og med venstre Ben. Han udstødte et højt Suk, vel sagtens fordi Luften pludselig pressedes ud, og segnede bag over. Hestens Fart var standset, den løb rolig nogle Skridt videre og standsede saa. Berideren blev nogle Øjeblikke liggende ube- vægelig paa Ryggen af Hesten og trillede derpaa ned i Sandet. Den Forandring, der ved Slaget i et Nu foregik med ham, var saa pludselig og mærkværdig, at det ganske slaaende mindede om et Stykke Kvæg, der bliver slaaet for Panden og pludselig segner omkuld ganske slap. Jeg troede egenlig, han var død, løb hen til ham og knappede hans Frakke op. Han bevægede sig imidlertid lidt, som en søvnig Mand, der gerne vil vaagne; han rejste sig trods Protest og vilde atter op paa Hesten. Han talte med tydelig om end med noget tonløs Stemme. Vi fik ham til at gaa over til sin Bolig (tværs over Ridebanen, gennem Kørestalden, i Tøjhusgade); her tog han selv Nøglerne op af venstre Buxe- lomme (med venstre Haand), lukkede Døren op og afførte sig (med kun lidt Hjælp fra min Side) sine Klæder og gik i Seng. Han var imidlertid en Tid lang i en ejendommelig Tilstand. Strax efter Faldet var hans Ansigtsfarve ligbleg, og i venstre Tindingeregion og nedad Kinden bemærkede jeg en intens cyano- tisk Farvning, som først efterhaanden (vistnok i Løbet af c. 5 Mi- nutter) tabte sig. Hans Gang var som sædvanlig, han dinglede ikke, men alligevel mindede han om en fuld eller søvnig eller dødtræt Mand; allermest lignede han dog et hypnotiseret Men- neske, der udfører sine Handlinger paa en egen mekanisk Maade. Han vilde absolut gaa uden Støtte; det var tydeligt, at Stald- folkene kun skulde se den sædvanlige raske Berider. Spurgte man