Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

2 i i Observation LXXXXVI det er Selvopholdelsesdriften, siger Kaptajnen paa sin rolige Maade. ° Da jeg spørger, om han har hørt Andre, der virkeligt have været »druknede«, »døde« og komne til Live igen, siger han, at nan har talt med flere; de havde i Begyndelsen det samme som an, at en Mængde Tanker strømmede ind paa dem, særligt drejende sig om Hjemmet; de, der virkeligt have været »døde« fortalte, at naar de havde holdt op at kæmpe for Livet paa O/unci af Træthed, var det enten Ligegyldighed eller en Følelse at Behag, der betog dem — saa mistede de altsaa Bevidstheden. OBSERVATION LXXXXVI. Nedskreven af den Læge, der har oplevet Katastrofen. »S. S. Gejser passerede Sable Island paa Rejsen fra New York til Chnstianssand Natten mellem iz. og 14. August ,888. Skibet avde en Besætning af c. 50 Mand og 90 Passagerer. Lægens Kahyt var midtskibs om Bagbord paa mellemste Dæk. Kl. om Morgenen blev jeg vækket ved et voldsomt Stød med Raslen, Skuren og Klirren af masede Jernplader. Skibet krængede haardt Bagbord over, saa Lampen, der hang bræn- dende 1 Balance, slukkedes, og jeg faldt ud af Standkøjen. Det var klart, at vi vare paasejlede, og at Sagen var alvorlig. Jeg kom 1 en Fart i Benklæder og Frakke og var nærmest nysgerrig efter at se, hvad der var sket og vilde ske. Bange for at dø var jeg egentlig ikke, skønt Tanken om Døden strax fremstod. Paa Dækket for fortvivlede, rædselsslagne Mennesker rundt halvnøgne, bedende og raabende om Hjælp. Det øsregnede og var meget mørkt, men sigtbart. Midtskibs om Styrbord stod Stævnen af en stor Damper kilet fast ind i os. Jeg arbejdede mig op paa Broen, hvor blandt andre Kaptajnen var kommen til. I Paniken hørte'jeg Kaptajnen raabe: »Ja, Doktor, nu er vi færdige!« Der kunde ingen Tvivl være om Stillingen, tilmed da den fremmede Damper var kommen fri af os, og man saa en vældig Aabnmg 1 Gejsers Styrbordsside, hvor Vandet strømmede ind, og Skibet begyndte at synke. Det var indlysende, at vi maatte gaa tilbunds; den anden Damper var forsvunden, og bælgmørkt var det. Trods Alvoren tror jeg ikke, jeg var bange, i al Fald 1 ke angst eller rædselsslagen; religiøse Anfægtelser og Opgør med Livet var, der ikke noget om. Jeg reagerede fuldstændigt normalt baade i legemlig og aandelig Henseende, var resigneret, '4*