Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

2 14 Observation LXXXXVII Optræden ganske alene overfor en hel Del ophidsede og halv- fulde Studenter frelste en ham iøvrigt ganske ubekendt Kollega, der havde tir ret de andre op til komplet Raseri, fra en Dragt Prygl; den Aften husker jeg, at jeg følte mig stolt af ham. Nogle af mine Bekendte ejede i Forening en Dæksbaad, som jeg i flere Aar sammen med dem havde sejlet en hel Del med. Min Broder, som ogsaa var interesseret for Lystsejlads, havde en enkelt Gang faaet Lov at være med. Den Dag, Ulykken skete, den 5. Juli 1882, havde jeg med en af Fartøjsejerne, daværende juridisk Student, aftalt en lille Eftermiddagssejltur ud i Sundet, og min Broder havde faaet Lov at være med; efter Middag mødtes vi ved den daværende gi. Kalkbrænderihavn, gik ombord i Baaden, der laa til Ankers vel et Par Hundrede Alen ud for den, og sejlede en Tur paa et Par Timer i fint Vejr med en let Brise. Da Turen var forbi og Sejlene beslaaede, gik vi i det samme Fartøj, som vi vare komne ombord i, for at gaa i Land. Det var dette Fartøj, der forvoldte Ulykken; det var en Slags fladbundet Kajak, som en anden af Fartøjsejerne, Ingeniør af Fag, havde lavet af vandtæt Lærred udspændt over et Træskelet; den havde Plads til 3 ä 4 Mand, hvoraf 2 ved Aarerne, og havde i begge Ender et afskildret Rum, bestemt til som vandtæt at holde Fartøjet flydende i paakommende Tilfælde. Paa Oversiden af hvert af disse Rum var der imidlertid et med Skydelaag lukket Hul, og af disse Skydelaag havde det ene i nogen Tid manglet. Min Broder og den ovenomtalte Trediemand paa Turen roede; jeg sad agter med Ansigtet vendt forud og havde det omtalte Hul, hvortil Laaget manglede, bag mig. Jeg har Indtrykket af, at det nu — lige ved Solnedgangstid — var blæst lidt op; Vinden var paalands, og de smaa Søer, den rejste, kom altsaa bagfra ind paa os. Vi vare alle ganske ubekymrede for Fare og i godt Humør. Da vi vare komne et Stykke fra Baaden, lagde jeg imidlertid Mærke til, at Kajaken laa paafaldende lavt agter, hvor jeg sad, og i pludselig Anelse om Faren drejede jeg mig om for at se til det aabne Hul; jeg saa da, at det, uden at vi havde mærket det, var blevet fyldt med Vand af Søerne, der bagfra havde skyllet ind over Agterenden; i samme Øjeblik, som jeg fik raabt Varsko til de andre, sank Fartøjet under os, medens vi alle uvilkaarligt rejste os op. Jeg kunde som sagt svømme lidt, men havde aldrig prøvet at bjerge. Imidlertid, jeg vidste, at min Broder slet ikke kunde svømme, og der var derfor ikke andet for end at se at hjælpe ham. Han sad paa Toften nærmest mig; jeg fik med min højre