Om Døden
EN ALMENFATTELIG FREMSTILLING

Observation LXXXXVII 215 Arm fat i hans Side, og han lagde sin venstre Haand paa min Skulder. Hvor dybt Vandet var, véd jeg ikke; jeg véd kun, at jeg ikke noget Øjeblik mærkede Bund under mine Fødder. Far- tøjet maa være gledet bort under os og maa vel af sig selv være skudt op i Vandfladen i Nærheden, saa at vi kunde have holdt os ved det, om vi havde tænkt paa det og havde kunnet naa hen til det; men Tanken derom faldt mig ikke ind, og det viste sig desuden strax, at jeg alene end ikke var i Stand til at bjerge min Broder saa langt. Lige saa hurtigt kom jeg paa det rene med, at jeg blev ene om Arbejdet; thi da vi dukkede op af Vandet igen, saa jeg allerede i nogen Afstand Nakken af den omtalte tredie Del- tager i Turen, som i fuld Fart svømmede ind mod Land; jeg forsøgte to Gange at raabe efter ham, men mine Raab kvaltes hver Gang af Vandet, der fyldte min Mund, saa saare jeg luk- kede den op. Fra dette Øjeblik stod den overhængende Livsfare for os begge mig klar. Hvor længe den Kamp for Livet, som nu paafulgte, varede, er )eg ganske ude af Stand til at sige; den har sandsynligvis ikke været synderlig langvarig, og saavidt jeg husker, har jeg i hvert Fald ikke haft nogen Følelse deraf. Jeg har derimod Indtrykket af, at jeg nu pludselig lagde Mærke til, at det var blevet mørkt, og at Lygterne inde i Land vare bievne tændte. Jeg har ogsaa Indtrykket af, at Bølgerne nu forekom mig højere, end medens jeg sad i Baaden; Forklaringen heraf ligger formodentlig i, at jeg nu saa dem fra neden og før havde set dem fra oven. Jeg har ikke nogen Erindring om, at der skulde være gaaet en Mængde forskellige Tanker eller Forestillinger gennem min Bevidst- hed. Tværtimod, jeg var i fuld, rolig Selvbeherskelse, og min hele Aandsvirksomhed var aktivt rettet paa det ene: at redde min Broder. At mit eget Liv var Indsatsen, stod mig som sagt klart; det faldt mig ikke ind andet, end at vi delte Skæbne. Med dette for Øje var jeg ganske paa det rene med, at jeg ikke var bange for at dø. Jeg var forlængst i religiøs Henseende ikke-troende og forholdt mig navnlig ogsaa skeptisk til Troen paa et Liv efter Døden. Ikke desto mindre dukkede ganske naturligt Tanken om at bede til Gud et Øjeblik op i mig, men jeg afviste den uden Betænkning, og jeg erindrer klart, at min Reflexion i saa Hen- seende var ganske rolig og behersket, uden Trods, som uden Frygt. Jeg mærkede strax, at jeg ikke kunde holde os oven Vande i oprejst Stilling, og forsøgte derfor at komme paa Ryggen, men det var mig umuligt. Grunden hertil var kun min egen Mangel